Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Flere evakueret fra vulkan

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 13/10/2021 - 11:53

Krimi og katastrofe

VIDEO: Vulkanen på La Palma helmer ikke. Der er nu tre lavastrømme, yderligere 800 evakuerede og et stigende antal vulkanske rystelser. Danske turister sendes i stedet til anden kanarieø.

Vulkanen Cumbre Vieja på La Palma fortsætter sit udbrud med uformindsket styrke 24 dage efter, at udbruddet begyndte. 

Myndighederne beordrede tirsdag evakuering af omkring 800 personer fra området nær industriområdet Callejón de la Gata i Los Llanos. 3.500 borgere har været beordret til at holde sig indendøre siden mandag, efter at cementfabrikken blev opslugt af lavastrømmen, og det forårsagede giftige dampe. 

Foranstaltningen om at evakuere blev truffet på grund af prognosen om, at lavaen, der løber længst mod nordvest, vil fortsætte i samme retning.

Lavastrømmene har allerede påvirket 612 hektar, svarende til 857 fodboldbaner. 

I dag besøger premierminister Pedro Sánchez øen for fjerde gang, siden udbruddet startede.

Indtil videre har lavastrømmen fortæret over 1.000 boliger og omfattende landbrugsarealer, men ingen er kommet til skade.

Danskere får anden ferie

Fredag besluttede det eneste danske rejseselskab med ture til den lille kanarieø at ændre planerne for danskere, der skulle til øen i efterårsferien.

- Bravo Tours har løbende holdt os opdateret om situationen via mail, og fredag fik vi så beskeden om, at vores destination er ændret til Fuerteventura, siger en rejsende til Spanien i Dag.

Hun skulle have været på en tre-generationers familietur til La Palma i uge 42, men det har vulkanen altså sat en definitiv stopper for. Også selvom, der fortsat kun er knap 10 procent af øens areal, der er berørt.

- Vulkanudbruddet berører ikke de ferieområder, vi bruger på La Palma, men det handler også om at give vores gæster tryghed på deres ferie, sagde topchef for Bravo Tours Peder Hornshøj til Standby.dk fredag.

I alt har man foreløbigt har rykket på 800 danskeres ferie til Fuerteventura.

Se live-video af udbruddet her:

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.