Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Gode råd i kulden

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 08/12/2017 - 09:59

Vejr og natur

VEJR: Nu er det altså tæt på at være vinter, også hernede i Spanien, hvor man dog sydpå stadig kan tage trøjen af, hvis man sidder i solen.

Spanien er jo andet end Andalusien. Indenrigsministeriet har netop udsendt gode råd om, hvordan man skal forholde sig, hvis der skulle komme slemme koldfronter. Mange  af rådene er beregnede på folk, der bor i bjergegne, men der er også godbidder for lidt meterologisk heldigere stillede.

Hamstre? Måske lidt gas

Vi behøver jo nok ikke at sikre os med masser af fødevarer, benzin og gas af frygt for, at det bliver umuligt at køre ud. Men på den anden side er det da sket, at der i utroligt kolde vintre er blevet mangel på både gas og brænde, fordi termometret dykkede.  

Bliver det rigtigt koldt, er det måske heller ikke nogen dårlig idé at slukke for unødvendige elektriske apparater, så man ikke overbelaster nettet. Men mon ikke det med at tage varmt tøj og fodtøj på går af sig selv?

Husk at lufte ud

Indenrigsministeriet advarer også om, at kulbækkener, elektriske varmeapparater og gasovne skal holdes langt væk fra gardiner og andet, der kan gå ild i. Og så indskærper de, at man skal lufte hyppigt ud, når man bruger dem. Kulilte kan ikke lugtes, men det er livsfarligt og tager hvert år livet af flere mennesker.

Indenrigsministeriet foreslår også, at man skal holde børn og gamle inde, hvis det bliver rigtigt koldt. Og så kommer det råd, der virkelig tager kegler: De skal huske at få varmt tøj på, hvis de går ud alligevel. Det gælder også husdyrene.

Det tøj, man skal tage på, skal dække hoved og ansigt, og det er bedre med flere forskellige beklædningsgenstande oven på hinanden end med et enkelt tyktt.

Bilen bedst i garagen

Bilister skal så vidt muligt holde sig i skindet - det vil sige derhjemme - og skal du absolut afsted, skal du ikke køre alene. Undersøg på forhånd, hvordan vejens beskaffenhed er, og tjek bremser, dæk, lygter, frostvæske og viskerblade. Og hvis vi er nordpå, skal du have snekæder med. 

Tjek dytten

Bilens tank skal altid være fuld og man skal kigge efter, at der ikke er sne i udstødningen. Man skal køre forsigtigt og ikke bremse pludseligt op.

Og lad os så for egen regning tilføje, at det er en god idé at have en termokande med varm kaffe og et tæppe med. For man kan jo blive tvunget til at holde stille, og selv om man lader motoren gå og tænder for varmen, er varmen der jo kun, så længe motoren kører.

Holder man der og venter på foråret eller en sneplov, er det er klogt at lufte ud engang imellem. Lyt til radioen, der sikkert vil fortælle hvornår den pokkers snestorm er forbi, og tag det roligt.

Bjergkørsel

Det kan let gå galt

Decideret bjergkørsel er et nummer for sig. Der skal man naturligvis også undersøge vejrforholdene, inden man begiver sig afsted, og ikke kaste sig ud i noget, man ikke har kendskab og styrke til at klare. Man skal også nøje finde ud af, hvor der er hytter og andre muligheder for at søge ly. Vejret kan skifte pludseligt i bjergegne.

Og så skal man naturligvis altid, altid, altid fortælle andre, hvor man kører hen, og hvornår man regner med at nå frem.

Og, endnu mere altid, huske at have sin mobil opladet og ved hånden.

Lyt til myndighederne

Går der alligevel noget skævt, så overhold regel nummer ét i alle faresituationer: Tag det roligt. Lyt ikke til rygter og halve vinde og gør som myndighederne siger.

Nødnummeret er som altid 112

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.