Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Grøn kæmpesucces på kanarieø

Skrevet af Simon Koefoed Toft, tor, 30/03/2017 - 01:00

Samfund og Politik

SAMFUND & KLIMA: Pionerprojekt på El Hierro har allerede skrevet verdenshistorie, og nu tjener foretagendet endda også penge.

El Hierro er en lille ø med lige i overkanten af 10.000 indbyggere, der ligger godt 120 kilometer vest for Tenerife.

Og man må sige, at øen får ekstremt meget opmærksomhed, sin begrænsede størrelse taget i betragtning.

Det skyldes, at øen er hjem for “Gorona del Viento”, der er et af de mest ambitiøse og nyskabende energiprojekter i hele verden.

Vind og vand

Gorona del Viento er et kraftværk, men minder meget lidt om det man normalt forbinder med strømproduktion i stor skala.

Her er nemlig ingen sort røg og ingen togvogne med olie eller kul.

Værket kører på vand- og vindenergi, og er det første af sin slags i hele verden.

Med fem vindmøller og to store vandreservoirer udnytter Gorona del Viento, at strømforbruget falder voldsomt om natten.

Når forbruget er lavt, bruges strømmen fra vindmøllerne nemlig til at pumpe vand fra et lavtliggende reservoir op i et, der ligger langt højere.

Som bekendt blæser vinden jo ikke hele tiden, så når vejret er stille, løber vandet tilbage og producerer strøm ved hjælp af vandturbiner.

Dermed er Gorona del Viento fuldstændig uafhængigt af at få strøm udefra for at fungere.

Millionprofit

Projekter som dette er dyre at opføre, og for tre år siden havde værket en gæld på mere end 30 millioner euro, hvilket i en periode truede hele projektets eksistens.

Derfor var det også rigtig gode nyheder Gorona del Viento bragte, da de tirsdag offentliggjorde deres regnskab for 2016.

14 millioner euro har firmaet bag værket tjent i løbet af regnskabsåret, og hver eneste cent skal bruges på gældssanering, fremgår det af en pressemeddelelse, som Gorona del Viento sendte ud sammen med regnskabet.

Gælden i foretagendet er nu under 10 millioner euro, og fremtidsudsigterne er lyse for Kanarieøernes grønne eventyr.


Selvforsynende

Hvis de gode takter fortsætter, kan værket være gældfrit allerede næste år. Og alt tyder på, at Gorona del Vientos succes kommer til at fortsætte.

Værket kører nemlig ikke på maksimal kapacitet for tiden, fordi det relativt unge værk stadig prøves af. Ikke desto mindre producerede det mere end 60 procent af El Hierros strøm i 2016.

Når pumperne begynder at køre på fuld kraft, kommer indtjeningen givetvis til at stige markant, mens driftsomkostningerne kun vil øges marginalt.

Med andre ord kan El Hierros godt 10.000 indbyggere inden for ganske få år blive de første i verden der bor på en ø, der er fuldstændig selvforsynende med strøm.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.