Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

H.C. Andersens jul

Skrevet af Redaktionen, tir, 19/12/2017 - 01:00

Turisme

OPLEVELSER: Lyst til et frisk pust af danske eventyr krydret med spansk sprog? Nu har du chancen. Og så er det gratis.

Mange ved, at Danmarks verdensberømte eventyrforfatter, Hans Christian Andersen, har sin helt egen statue i Málaga.

Statuen er på Plaza de la Marina, Málaga. Den blev opført i 2005 i anledning af hans 200-års fødselsdag og er skabt af kunstneren José María Córdoba. 

Den forestiller eventyrdigteren sidde afslappende på en bænk med sin rejsetaske. 

Klar til at læse et eventyr for dem, der vil sætte sig ved siden af ham på bænken.

Nu inviteres alle til lille juleaften i Málaga, hvor flere af hans kendte eventyr vil blive læst op.

Det skriver Eventosconhistoria.com.

Hvordan kommer det til at foregå?

Oplæsningerne vil være på spansk, men kender du til H.C. Andersen, og har mod på at lytte til lidt spansk, er der lagt i kakkelovnen til eventyrlig stemning og en hyggelig lille juleaften.

Helt nøjagtigt vil det foregå den 23. december klokken 19 på Plaza de la Constitución - det skal siges, at det ikke er her, statuen er.

Málaga by fejrer julen med mange kreative festligheder, blandt andet teater, dans, live-musik og optrædener.

Lun på eventyr

Rejselystne H.C. Andersen forelskede sig i Málaga, men byen er tilsyneladende også lun på ham og hans smukke eventyr.

Arrangørerne bag oplæsningen er Eventos con Historia - Begivenheder med Historie.

I et forsøg på at gøre brug af eventyr-digterens eget sprog, lyder den officielle invitation således:

Velkommen til drømmenes land. Forbered dig på at føle magien fra mine eventyr, hvor jeg med hjerte og sjæl skaber en bedre verden. Jeg vil have dem til at være børn og aldrig stoppe med at drømme som børn.

Hvis du har lyst til at gå i barndommen i julen, eller måske gå i barndommen med nogle af dine yngste kære, er dette en oplagt mulighed.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.