Hurtigt, gratis og helt ubegrænset
Skrevet af Redaktionen, ons, 03/01/2018 - 01:00

Fly & trafik
FLY & REJSER: Nu er det endelig slut med dyrt, langsomt og bøvlet internet i landets lufthavne.
Aena har netop lanceret ny, gratis højhastigheds WiFi-service i landets lufthavne.
Fremover kan vi nyde lynhurtigt internet, som endda gør det muligt at downloade videoer på forbindelsen.
Med det nye netværk slipper vi for at betale for forbindelsen, og så slipper vi endda for at skulle se eller tilmelde os irriterende reklamer.
Det skriver Aena i en pressemeddelelse.
Sådan kommer du på
Netværket hedder ‘Airport Free Wifi Aena’, og operatøren er Aena selv.
For at forbinde skal du registrere dig, og registreringen er gyldig i enten tre måneder eller et år.
Der er tre måder at registrere sig på.
De første to er ved at logge ind via de sociale netværk LinkedIn eller Facebook.
Den tredje mulighed er Aena Club Client, som du kan klare gennem Aenas hjemmeside, hvor du udfylder en simpel formular.
Herefter kan du slippe for at lave samme procedure i et helt år.
Fase tre
Systemet er en del af Aenas tredje fase af det nye WiFi-netværk, som har set dagens lys takket være en aftale med Vodafone og en investering på 24,5 millioner euro.
I 2015 kom den første gratis, ubegrænsede WiFi-service, men den holdt kun i 30 minutter og blev betalt gennem reklamer. Samtidig var hastigheden kun to megabit i sekundet.
Premium udgaven kostede fem euro om dagen, var reklamefri og gav en hastighed på mellem tre og 10 megabit i sekundet.
Det nye system kommer fordi Aena har indset at kvaliteten af det gamle system var alt for ringe.
Ifølge Aena sætter det nye netværk en banebrydende standard i forhold til lufthavne i både USA og Europa.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.