Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Hvem har brug for mænd?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 10/05/2017 - 10:54

Sundhed & sygdom

SAMFUND: Kvinder uden mænd er … storforbrugere af fertilitetsklinikker. Og de, der vælger at blive alenemødre, er de rene superkvinder!

Antallet af kvinder, der vil være mødre uden at være hustruer, stiger år for år.

Alene i Málaga-området valgte seks procent flere i 2016 at fravælge besværligt parhold og tilvælge livet som eneforsøger.

IVI Instituto Valenciano de Infertilidad har sit hovedsæde i Valencia, men har klinikker over hele verden. Herfra lyder det, at antallet af kvinder, der gerne vil have kunstig befrugtning, bare stiger og stiger.

Og ifølge undersøgelser er det de rene superkvinder.

Modne piger

Reproducción Asistida IVI Málaga havde travlt det forgangne år. Størstedelen af kunderne ankommer til klinikken fuldkomment afklarede. Kvinderne har også helt tjek på, hvordan deres bagland reagerer på deres valg. Og det er ikke de rene vårharer - de fleste er omkring 40.

- Alderen har ikke ændret sig meget, de seneste år, siger direktør Anabel Salazar i en pressemeddelelse.

Kvinder, der ikke er i fast parforhold, hører det biologiske ur tikke, og så bestemmer de sig for at blive alene-mødre.

De plejer at vælge insemination, men det kommer lidt an på, hvordan deres æggestokke har det.

Ifølge IVI har de nye muligheder for reproduktion skabt en social forandring. Man kan stort set selv bestemme, hvordan og hvornår man vil have en familie. For eksempel kan man få sine æg frosset ned og bruge dem, når man selv er klar.

Stor selvrespekt

Sammen med universitetet i Sevilla har IVI lavet en analyse af de kvinder, der valgte at blive alene-mødre.

Resultatet viser, at de har højt selvværd, er tilfredse med deres liv og i ligevægt med sig selv.

En anden iøjnefaldende faktor er, at de vælger job, der har en perfekt balance mellem kommunikation, agtelse, disciplin og krav og er emotionelt og følelsesmæssigt stimulerende.

- Deres netværk til familie og venner er stærkt, og de bruger, det de har lært af deres egne mødre. De er pionerer, som sprænger barrierer, og de stiller krav til samfundet, siger lederen af Apoyo Emocional de IVI Málaga, Rocío Domínguez og fortsætter:

- De har fuldstændigt gjort op med den eksisterende opfattelse af familiemønstre og opvækst, og de har et højt kulturelt niveau, er mentalt stabile og har liberale erhverv, som giver dem økonomisk sikkerhed.

De kan næsten gå på vandet... 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.