Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Indsats mod kørestole og kirkegård

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 01/07/2019 - 11:47

Fly & trafik

TRAFIK: Med 90 millioner bilture, tre kampagner og 900.000 alkohol-tests er trafikdirektoratet klar til sommerens udfordringer på landevejene.

Den fungerende indenrigsminister, Fernando Grande Marlaska, præsenterede fredag trafikdirektoratets - DGT - kampagne frem til den 1. september 2019. Formålet er at sikre borgernes størst mulige sikkerhed ved at imødegå enhver mulig risiko.

En biltur - på spansk deplazamiento eller movimiento - defineres som en tur med længere afstand.

I juli og august forventes 90 millioner bilture, hvilket er 1,5 millioner flere end i 2018.

Den procentuelle andel af trafikken

I juli forventes 43 millioner bilture og i august 47 millioner. I begge tilfælde 750.000 flere end i 2018.

Hvad kan vi forvente?

  • Overvågning af, at hastighedsgrænsen på 90 km/t overholdes

  • 9.100 betjente til overvågning - det er 300 flere end sidste år

  • Installation 78 nye radarer i år, heraf er de 20 klar 1. juli

  • Overvågning fra luften med 12 helikoptere og 11 droner

  • Gennemførelse af 900.000 alkohol-tests. Dertil kommer tests udført af lokalpolitiet

  • Overvågning af ulovlig brug af mobiltelefoner fra helikoptere, 216 kameraer og camouflerede biler

  • Særlige overvågnings kampagner på svage trafikanter som cyklister og motorcyklister samt på hastighedsoverskridelser

  • Kampagner på medier - herunder de sociale - med bevidsthedsgørelse af risikoen, for hospital, kørestol eller kirkegård ved overtrædelser

  • Anvendelse af reversible og ekstra kørebaner i områder med særligt trafikpres

  • Etablering og skiltning af alternative ruter

  • Dynamiske informationer på 2.200 tavler med gode råd

  • Stop for anlægsarbejder, der kan forsinke trafikken på de mest intense ud- og hjemrejsedage.

  • Begrænsninger for afholdelse af sportsarrangementer og andre events

  • Restriktioner mod særlige transporter, som kræver godkendelse

  • Løbende information om enhver ulykke på telefon 011, internettet, twitter og radiostationer

De gode råd fra DGT

  • Sæt farten ned, især på landevejene, hvor flest dør

  • Vær særlig opmærksom ved frakørsel fra motorveje og ind på landevejene

  • Hvis du har drukket, må du ikke køre. Og hvis du har drukket sammen med føreren, er det dit ansvar, at han ikke kører

  • Sluk for din mobiltelefon. Der er ikke noget, som ikke kan vente. Begyn heller ikke at betjene passagerernes mobiler

  • Brug sikkerhedsselen og sørg for de mindreårige i barnesæder på bagsædet

  • Hold pause hver anden time på de lange ture. Træthed er en dårlig allieret

Kirkegården 2018

76 procent af alle dødsulykkerne sidste år skete på landevejene. 37 procent af dem skete ved indkørsel på en landevej. 29 procent omkom ved frontale sammenstød. 

23 fodgængere, otte cyklister, 58 knallert- og motorcyklister samt 29, der ikke brugte sikkerhedssele, var blandt de i alt 259 ofre til kirkegården.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.