Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ingen aftale, ingen flyvning

Skrevet af Kristoffer Olesen, man, 24/12/2018 - 07:00

Fly & trafik

FLY & REJSER: Spaniens største flyselskab risikerer at miste retten til at operere i EU, hvis Brexit-forhandlingerne ender med en såkaldt “no-deal”.

Hvis briterne ryger ud af den Europæiske Union uden en aftale, kan det få store konsekvenser for spansk luftfart.

Landets største flyselskab, Iberia, mister nemlig retten til at flyve inden for unionens grænser, hvis forhandlingerne for alvor bryder sammen.

Det skyldes, at Iberia er ejet af britiske International Airline Group, IAG, som også er selskabet bag British Airways og Vueling.

Hvis et flyselskab skal have tilladelse til at operere inden for EUs grænser, skal mindst 51 procent af det være EU-ejet, og det er ikke tilfældet for IAG, hvis Storbritannien forlader samarbejdet.

Iskolde Iberia

Overraskende nok tager Iberia risikoen med ophøjet ro.

Virksomheden lader sig ikke mærke af den tilspidsede situation, og påstår, at man allerede arbejder på strategier, som kan afværge katastrofen.

Iberia gjorde det dog ikke klart, om man rent faktisk havde fundet en løsning på problemet, men understregede, at man forhandlede med myndighederne i EU og desuden havde den spanske regerings opbakning.

Spørgsmålet er, om det er nok. Flere af storbritanniens flyselskaber har nemlig allerede taget langt strengere forholdsregler.

Klar til at rykke kapital

EasyJet og den irske lavpriskonge Ryanair er blot to af de britiske flyselskaber, som har annonceret planer om at overføre dele af ejerskabet af virksomheden til personer eller selskaber i EU, hvis det værste skulle ske.

Og noget tyder på, at det bliver nødvendigt.

Med under 100 dage tilbage inden landet forlader EU, har den britiske regering travlt, hvis Brexit-aftalen skal stemmes igennem parlamentet før den 30. marts 2019.

Svagt håb forude

Der er dog et enkelt, lille lyspunkt for IAG.

Europa-Kommissionen har nemlig i sine nødplaner vedtaget, at fly mellem Storbritannien og medlemslandene kan fortsætte i 12 måneder, hvis Brexit-aftalen går i vasken.

Beslutningen er taget for ikke at strande briterne, da 44,7 procent af flyafgangene fra deres ø til kontinentet foregår via europæiske selskaber.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.