Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Intelligent turisme i Spanien

Skrevet af Kristoffer Olesen, tor, 13/09/2018 - 07:00

Rejser & oplevelser

TURISME: Tre spanske byer er med i opløbet om at blive Europas bedste byer for intelligent turisme.

Alt fra telefoner til armbåndsure er blevet intelligente, og nu har den Europæiske Union sågar lavet en pris for intelligent turisme. 

Begrebet dækker over byer, hvis turisme udmærker sig inden for kategorierne tilgængelighed, bæredygtighed, digitalisering, kultur og kreativitet.

I starten var 38 byer fra 19 forskellige medlemslande med i kapløbet, men nu er feltet skåret ned til de 10 bedste.

Ud af de 10 er tre fra Spanien: Málaga, Valencia og Palma.

 

Vi ville gerne have hørt, om der var nogle danske destinationer med i startfeltet, men trods gentagende hendvendelser til presseafdelingen har Wonderful Copenhagen aldrig vendt tilbage.

Flere vindere

Hele to byer får titlen som som Europas bedste steder for intelligent turisme, mens yderligere fire vil blive hædret for en fremragende indsats inden for hver af de fire kategorier.

De spanske deltagere må derfor siges at have rimeligt gode chancer. Vinderne vil blive valgt af en gruppe uafhængige eksperter.

Men hvad er det, de spanske byer kan, siden de har formået at erobre næsten en tredjedel af finalepladserne?

Málaga

Solkystens hovedstad er blevet valgt på grund af sin fornyede fokus på byens kulturarv.

De sidste 15 år har Málagas urbane områder gennemgået en forandring, hvor kunst og kultur har har været i højsædet. På bare to årtier er antallet af museer eksempelvis steget fra fire til 37.

Byen har også bevist, at den tror på bæredygtighed, blandt andet i form af et nyt offentligt bycykelsystem - præcis som vi kender det fra Danmark.

Valencia

Byen er valgt på grund af sin tilgængelighed og nytænkning.

Valencia har eksempelvis sørget for, at byens mange strande kan nydes af alle, takket være et program som gør, at alle besøgende, som har brug for hjælp til at bruge stranden, frit kan få det.

Byen er også på forkant med digitaliseringen. Turister har gratis adgang til altid opdateret data om trafik, transport, vejr, bycykler og meget mere.

En anden succeshistorie er det såkaldte "turistkort", som giver besøgende rabat på offentlig transport samt en lang række butikker og tjenester.

Palma

Mallorcas hovedstad er blevet valgt på grund af sin tilgængelighed og miljøvenlighed.

På steder med offentlig transport er der for eksempel skilte med blindskrift, og byrådet mødes engang om måneden med handicappede for at diskutere, hvordan de kan forbedre byens infrastruktur.

Palma er den største af De Baleariske Øer, og dens vigtigste aktiv er naturen. Derfor kæmper regional-regeringen også for, at turisme til øen skal være bæredygtigt.

Det viser sig blandt andet ved, at byen har reduceret sit CO2 forbrug ved at anskaffe sig en nye flåde af 95 naturgasdrevne busser.

Byen er desuden hjemsted for Europas største gratis WiFi-netværk.

Om en eller flere af de spanske bud løber med prisen afsløres den 7. november.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.