Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Joke endte i panik, terror-frygt og fem anholdte

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 04/08/2016 - 11:20

Krimi og katastrofe

VIDEO: Flashmob var ment som et sjovt indslag, men endte katastrofalt, og flere kom på hospitalet.

På et catalansk resort på Platja d’Oro, Costa Brava, var fem tyske kvinder med til at arrangere en flashmob, der fik store konsekvenser.

Det skriver det catalanske svar på Guardia Civil i en pressemeddelelse.

En flashmob er, når en gruppe mennesker samles på et offentligt sted.

Her udfører en skør eller komisk handling, som de har aftalt på forhånd, hvorefter de spredes igen.

Ordet stammer fra de engelske ord ‘flash’, som betyder ‘lyn’, og ‘mob’, som betyder ‘flok’.

Joke tog uventet drejning

De unge kvinder i alderen 20-25 år arbejdede som ungdomsledere for en gruppe teenagere og havde arrangeret flashmobben som underholdning.

Flashmobben bestod af 200 turister, som skulle foregive at være paparazzier.

Turisterne ville lade, som de spottede en berømthed, som de ville jage ned af gaden for at fotografere.

Men hvad der skulle være et morsomt indslag, gik grueligt galt.

Kameraer forvekslet med våben

Da turisterne begyndte deres “jagt”, mistolkede folk det som et angreb, og panikken spredte sig som løbeild. 

Tilskuere forvekslede angiveligt kameraerne for våben og løb derfor i vild panik.

Se videoen, hvor folk flygter:

Optrinnet endte med flere skadede. 11 mennesker blev behandlet for mindre skader, angstanfald og hjertebanken.

Episoden fandt sted tirsdag aften ved 22-tiden, og undervejs modtog politiet adskillige opkald om et angreb.

Politiet reagerede straks og erklærede episoden for falsk alarm. De fik hurtigt kontrol over situationen og skabt ro.

De fem kvinder blev anholdt og sigtet for forbrydelse mod den offentlige orden og fred.

I dag blev de unge kvinder stillet for retten, hvor de blev midlertidigt løsladt. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.