Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kælefugl på flugt

Skrevet af Kristoffer Olesen, tir, 16/10/2018 - 10:30

Vejr og natur

VIDEO: Emu spæner gennem gader og stræder med ordensmagten lige i hælene.

De fleste catalanere fik nok kaffen galt i halsen, da de sidste uge var vidne til en noget bizar politijagt. 

Normalt er det røvere og banditter, politiet forsøger at fange, men i sidste uge var det noget ganske andet, der var på flugt i Barcelona.

En stor australsk fugl var sluppet løs i forstaden Sant Cugat del Vallès, og emuen fik hurtigt tiltrukket sig en del opmærksomhed.

Én fugl, to biler og to motorcykler

Ifølge Europa Press blev myndighederne alarmeret af forvirrede borgere, der havde set fuglen spæne rundt i forstadens gader.

Ordensmagten var hurtigt på pletten med to patruljevogne og lige så mange motorcykelbetjente, der satte efter dyret, men det var ikke helt ligetil.

Den flygtende kæmpefugl undveg de mange betjente på en over to kilometer lang jagt.

Desværre fik historien ikke nogen lykkelig afslutning. Da fuglen havde nået bymidten kollapsede den, hvorefter den ifølge politiet døde.

Kontroversiel aktion

Myndighederne forsikrer, at intet våben blev brugt mod fuglen, og at kadaveret efterfølgende blev bragt til et dyrehospital.

Dyrerettighedsforkæmpere mener dog, at politiet var alt for brutale i jagten.

Et billede af to betjente, som fastholder emuen på jorden, har specielt tiltrukket sig meget uheldig opmærksomhed.

Bruger politiet unødvendig magt?

Ifølge dyrerettighedsorganisationen Plataforma Animalista de Sant Cugat, PAS, kunne fuglens død være undgået, hvis politiet havde haft nogle bedre retningslinjer for, hvordan sådanne dyr skal indfanges.

"Politiet mangler værktøjer til den her type sager, og det er byrådets opgave at levere dem," siger PAS i en skriftlig udmelding.

Privat kæledyr
Men hvor kom dyret overhovedet fra? På trods af deres vinger flyver emuer som bekendt ikke, så den har næppe taget turen fra Australien.

Ifølge mediet Cadena Ser skulle fuglen være undsluppet fra et hus i lokalområdet, hvor den øjensynligt blev holdt som kæledyr.

Nu går myndighedernes jagt derfor ind på ejeren, som ifølge politiet kan forvente en bøde på mellem 400 og 2.000 euro for at overtræde de lokale regler for dyreejerskab samt for at dække prisen på kremeringen.

 

Optagelser af fuglens flugt:

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.