Kører du med lukkede øjne?
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 01/12/2017 - 11:20

Fly & trafik
VIDEO: Ser du på mobilen af og til, mens du kører, så ser du også kun på vejen af og til. Ny kampagnevideo giver stof til eftertanke.
Du kører og mobilen ringer. Der er ikke nogen lige foran, og du vil virkelig gerne høre, hvem der ringer. Måske venter du nyt om barnebarnet...
Det er selvfølgelig forbudt, men du er jo en rigtig god bilist, så der sker ikke noget.
Men det gør der faktisk ofte.
Ved 25 procent af alle færdselsuheld i Spanien har chaufføren siddet og fumlet med mobilen i ulykkesøjeblikket.
31 procent af alle dødsfald i trafikken skyldes uopmærksomhed grundet en mobil.
Det skriver Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Derfor kommer der nu en ny oplysningskampagne, der er blevet præsenteret af Indenrigsminister Juan Ignacio Zoido. Målet er at få bilisterne til at få øjnene op for faren og få dem til at lade mobilen ligge.
Intet er så vigtigt, at det ikke kan vente, til du holder ind.
Skrappere sanktioner
Der kommer også en ny reform af færdselsloven, så mobil-roderi ved rattet bliver straffet hårdede.
Og det er nødvendigt!
94 procent af bilisterne ved godt, at det er forbudt og farligt at tale i håndholdt mobil - de 25 procent tror bare ikke det gælder for dem, så de snakker løs.
18 procent indrømmer, at de besvarer opkald, mens de kører.
660 meter med bind for øjnene
Hvis du kører 120 kilometer i timen, når du at køre 429 meter i løbet af den tid det tager at indtaste et nummer. Det er 12 gange så langt, som Rundetårn er højt.
Og hvis du sender en sms, kører du 660 meter i blinde, hvilket er næsten 19 gange Rundetårn.
Det spanske Trafikdirektorat, DGT, har lavet en kampagnevideo som sætter fokus på den enorme risiko ved at kombinere kørsel og mobiltelefoni. Og den er ret effektiv.
Der er to udgaver af videoen. En varer 20 sekunder og vises for øjeblikket på tv, mens en anden varer 30 sekunder og deles på de sociale medier.
Videoen viser en mand komme kørende i en tilfældig by, hvor trafiklys, biler og fodgængere kommer og går, når bilen kører forbi. Men som ved et trylleslag forsvinder folk og andre bilister.
Videoen har en brat afslutning...
23 gange øget risiko
Man vil gerne nå ud til alle, så der kommer også radioindslag på forskellige kanaler.
“Hvis du ser på mobilen af og til, mens du kører, ser du også kun på vejen af og til”, lyder devisen.
Og man skal huske på, at det ikke kun er øjnene, der lige smutter et andet sted hen et øjeblik. Det gør opfattelsesevnen og de motoriske færdigheder også.
Det giver ifølge undersøgelser 23 gange større risiko for, at der kan ske en ulykke.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.