Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vanvittig mordsag

Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, ons, 04/11/2015 - 11:19

Krimi og katastrofe

KRIMI: Kvinde anklaget for at overtale sin elsker til at skære halsen over på sin mand, mens sidstnævnte gav hende oralsex, hævder i retten, at det faktisk var hende, der var offeret. Fredag faldt der kendelse.

Kynisme, udspekulerethed, sex, vold og mord. Denne sag har alt og er netop blevet optrevlet i retten.

- Jeg kørte ham ud på en ødemark for at tale ham til rette, påstod kvinden af bolivisk oprindelse, da hun blev afhørt i retten i starten af sidste uge.

Hun argumenterede, at hendes mand rent faktisk var voldelig mod hende, og at hun i virkeligeheden på den måde var et offer.

Retssagen mod kvinden Fabiola M.B. og hendes tidligere elsker Salvador H.C. startede i retten i Murcia i sidste uge, og det tog ikke juryen lang tid at votere.

Under afhøringen af kvinden, kiggede Salvador ikke én eneste gang på sin tidligere kæreste, og ifølge journalisten fra La Verdad udstrålede hans kropssprog tydeligt, hvor meget han hadede hende.

Narret i baghold

Politiets tekninger sikrer spor på gerningsstedet

Ifølge lokalavisen er der ikke megen tvivl om, hvad der skete i de tidlige morgentimer den 23. april, da den 43-årige sikkerhedsvagt Ángel Navarro Monteagudo fra Aljucer blev kørt hen nær en kunstvandingskanal i Puente Tocinos.

Det var åbenbart lykkedes for kvinden at overtale Salvador til at skære halsen over på den mand, hun var gift med. En mand, som Salvador aldrig nogensinde havde mødt.

Chaufføren var hans 26-årige hustru, Fabiola , som havde lokket sin mand til det øde sted under påskud af, at de skulle have sex i bilen.

Mens manden gav sin kone oralsex, fik han pludseligt og brutalt skåret halsen over bagfra af kvindens daværende elsker, den 32-årige Salvador.

Fabiolas mand havde ifølge juryen ikke en chance for at forsvare sig, og det var en afgørende faktor i skyldsspørgsmålet.

Erklærer sig uskyldig

Salvador H.C's forsvar var bygget op på, at Salvador var stærkt narko- og spirituspåvirket, da han skar halsen over på kvindens mand.

Hans forsvarsadvokat siger, at hans klient aldrig havde forestillet sig, at det skulle ende sådan.

Fabiola hævder for sin del, at hun havde taget sin mand med til det isolerede område i et forsøg på få styr på situationen med Salvador. Ifølge Fabiolas version havde hun været udsat for hustruvold.

Fabiola fortalte i retten, hvordan hendes mand havde mishandlet hende, ydmyget hende, slået hende og endda havde tvunget hende til at have sex med prostituerede.

Hun sagde, at hun havde fået ham til at tage med ud på en ødemark på et mørkt og isoleret sted for at stille ham en række spørgsmål.

Men dén troede anklageren ikke på.

Hovedrystende advokat

- Du fortæller mig, at din mand havde slået og voldtaget dig, og alligevel kunne du ikke forestille dig et andet sted at snakke med ham end på en ødemark, hånede anklageren.

- Selvfølgelig kunne jeg det, svarede Fabiola.

- Det kan være, at jeg har fået det forkerte ben ud af sengen i morges, men sandheden er, at jeg ikke forstår noget som helst, lød det hovedrystende fra anklageren.

- Kunne du ikke have mødt ham på et offentligt sted, insisterede han.

- Det var fordi vi var skæve og berusede, at vi ikke kunne tænke så langt, svarede kvinden.

- Men hvorfor skulle du have en kniv med, når du bare skulle tale med din mand, insisterede anklageren igen.

- Fordi vi var påvirkede, lød svaret igen.

Misbrugte kreditkort

Fabiolas usammenhængende forklaringer blev særligt tydelig, da hun fortalte, hvad hun og Salvador havde lavet i dagene efter mordet.

Kvinden indrømmede, at de havde besluttet at bruge den døde mands hævekort til at købe alkohol og narkotika.

Hun forklarede også, at hun havde overvejet at begå selvmord på grund at dårlig samvittighed.

- Samvittighedsnag er værre end fængsel. Fængslet er slet ikke er så slemt, som de siger, hævdede Fabiola.

- Hvorfor skulle du ønske at begå selvmord på grund af samvittighedsnag, når du hævder at du ikke kender noget til noget mord og aldrig gjorde noget, lød det skarpt fra anklageren

- Jeg så det hele, var Fabiolas bedste forklaring.

Fængsel og erstatning

De retstekniske beviser har afvist, at de to anklagede var påvirkede, da mordet fandt sted, og der var da heller ingen tvivl blandt jurymedlemmerne, der kun voterede fredag formiddag, inden de kunne præsentere den enstemmige afgørelse: begge er fundet skyldige i mord.

Da Fabiola var gift med offeret, tælelr det som en skærpende omstændighed og anklageren kræver hende idømt maksimalstraffen for mord nemlig 20 års fængsel. Salvador derimod kræves idømt 16 til 17 års fængsel.

Derudover kræver anklageren, at de skal betale en erstatning på 40.000 euro til hver af offerets brødre samt hver af hans forældre.

Selve strafudmålingen er ikke sket endnu.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.