Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Klar, parat, spis!

Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 12/05/2017 - 12:04

Mad & Vin

MAD & VIN: Tapas-konkurrence starter i dag, og det er godt nyt til de lækkersultne. ‘Málaga en la Mesa’ byder på 73 fantastiske retter til mellem tre og fem euro.

På spansk siger man ‘barriga llena, corazón contento’ - fuld mave, glad hjerte og det svarer nogenlunde til det danske ordsprog med ‘uden mad og drikke dur helten ikke’, og det kan man jo dårligt være uenig i. Heldigvis findes der råd.

Fra i dag og frem til søndag den 28. kan du smage de forskellige kreative retter på restauranter i hele Málaga-provinsen, der kæmper om førstepladsen i den sjette udgave af tapas-konkurrencen ‘Málaga en la Mesa’.

Det er avisen Diario Sur, der står bag, så du får den detaljerede oversigt med avisen. Og vi taler altså om 73 af de “bedste tapas i provinsen”, lover avisen.

Det handler om kvalitet og originalitet, så det skulle angiveligt glæde selv de mest krævende ganer med det bedste fra haven, havet og bjergene.

Sæt din stemme

Frem til søndag den 28. maj kan du smage de forskellige retter, der alle koster mellem tre og fem euro. Og ud over at smage kan du også stemme på din favorit. Afstemningen finder sted fra i dag på hjemmesiden her. Her finder du også information om alle de deltagende restauranter. 

I år deltager restauranter fra kommunerne Antequera, Archidona, Benalmádena, Campillos, Estepona, Fuengirola, Málaga capital, Marbella, Nerja, Rincón de la Victoria, Torremolinos og Torrox. 

Der er præmier for bedste tapa, der kåres af en jury, så er der Publikumsprisen og prisen for bedste ret med et lokalt produkt, der i år er Salchichón de Málaga - en pølse produceret i Málaga.

De 73 restauranter kæmper om præmier til en værdi af 10.000 euro i reklamer i Sur.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.