Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kongehus i opløsning

Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, man, 16/03/2020 - 12:56

Kendte & kongelige

KONGELIGE: Spaniens konge Felipe VI giver afkald på arven fra sin skandale-ramte far, Kong Juan Carlos.

Et fornyet monarki som passer til vor tid. Det var mottoet, da Felipe VI overtog kronen i 2014. 

Herefter havde kongehuset travlt med at vinde offentlighedens hjerte efter mange års massiv kritik af hans far, Kong Juan Carlos’ elefantjagt i Botswana og ikke mindst af svigersønnens 'Nóos-skandale'. 

Den nye konge satte sig for at genvinde tilliden ved at indføre en "ærlig og gennemsigtig økonomi". 

Og i går måtte kongen så igen ty til sine principper om gennemsigtighed.

Giver afkald på arv

Han bekræftede offentligt, at han vil tage afstand til mistanke om, at hans far er involveret i en sag om lyssky aktiviteter i forbindelse med overførsel af flere millioner euro til bankkonti i en schweizisk og spansk bank.

Det var årsag til, at kongepaladset, Palacio de la Zarzuela, i går bragte en meddelelse fra Kong Felipe VI om, at han officielt giver afkald på arven efter don Juan Carlos.

Kongen giver også afkald på “alle aktiver, investeringer og finansielle aktiviteter, hvis formål ikke er i overensstemmelse med loven eller kriterierne for gennemsigtighed”.

Det skriver flere aviser i dag.

Der er dog mest af alt tale om en symbolsk handling, fordi ingen i henhold til loven kan give afkald på en arv fra en person, der ikke er død.

Men Felipe VI markerer dermed sin afstand til Juan Carlos’ tvivlsomme forretninger og forsøger på den måde at beskytte kronen mod fremtidig skade.

Monarken hævder desuden, at han ikke er klar over, hvordan hans far kunne have penge i skattely, og at han vil fjerne den ydelse på 194. 232 euro om året, som Juan Carlos hidtil har modtaget fra det offentlige.

Kongehuset havde sidste år et forslag om, at beløbet blev sat ned til 75.000 euro.

Returkommissioner fra Saudiarabien

Det er den britiske avis 'The Telegraph', der i weekenden bragte nyheden om, at Felipe VI stod opført som den anden modtager - efter hans far - af ydelser fra Lucum-fonden. 

Fonden figurerer som ejer af den bankkonto, der har modtaget en donation på 65 millioner euro fra Saudi-Arabien.

Kongehuset modtog beskeden om overførsel af de mange millioner fra advokatfirmaet Kobre & Kim, som også repræsenterer Juan Carlos danskfødte veninde, Corinna Larsen.

Don Felipe sendte derefter et brev til sin far, hvori han gør det klart, at hvis han selv eller hans hustru figurerer som modtagere af beløb fra fonden, vil han give afkald på det.

Han understreger også, at han ikke har haft kendskab til penge i skattely.

Kongen banede vej for AVE

Den schweiziske anklagemyndighed har siden 2018 undersøgt en sag om ulovlige kommissioner i forbindelse med anlæggelse af højhastighedstoget AVE til Mekka, udført af et konsortium af spanske virksomheder.

Efterforskere har også sporet et beløb på flere millioner euro, der er deponeret på en bankkonto, tilhørende Corinna Larsen.

Hun siger, at der er tale om en donation, som Kong Juan Carlos gav hende i 2012, da han stadig var statsoverhoved, og det var en "gave” til hende og hendes søn for den" kærlighed" han nærede for  dem.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.