Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kunst på kanten

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 18/09/2018 - 10:59

Kunst & kultur

KULTUR: Kan kunst være for fræk for børn? Antoni Mirós græske skulpturer på marinaen i Valencia får mødre på barrikaderne, mens de unges selfiestænger er rødglødende.

Du kommer stille og roligt gående med dine børn eller børnebørn på marinaen i Valencia, og så kommer du på prøve. 

Når de spørger ind til og peger på en af de skulpturerne langs havnefronten, skal du frem med de tunge forklaringer.

Figurerne er nemlig en hyldest til klassisk, græsk billedkunst, og der bliver ikke stukket noget under stolen. 

Her er erigerede penisser og spredte ben i et skønsomt udvalg af stillinger - alene eller sammen.

Kunstværkerne er fremstillet i metalplader og er af kunstneren Antoni Miró.

Og der er endnu ikke sat forklaringer op om, hvad de forestiller. For mange er det heller ikke nødvendigt.

Lasprovincias.es har spurgt de forbipasserende om, hvordan de har det med værkerne, og mange kunne slet ikke få ordene frem.

Og da slet ikke ordene for kønsorganerne, der blev omtalt med mange omskrivninger.

- Jeg måtte gøre alt muligt for, at børnene ikke skulle se på dem, sagde en indigneret mor.

Okay, men ikke for børn

Mange af de adspurgte mener, at det er for meget. Ikke så meget selve figurerne, som mange kalder for god kunst, men det er mere placeringen, den er gal med. 

Alle, der protesterer, gør det med hensyn til, at det ikke er noget for børn.

- Man kan se hans tissemand - “el pepe”, siger en indigneret borger, der går forbi en skulptur af en mand, der tilfredsstiller sig selv. 

Med sig har han sit lille barnebarn, der er alt for lille til rigtigt at forstå det.

Mor mest bekymret

I nogle familier er far og mor uenige om, hvad der er godt for børnene at se. 

Næsten alle kvinderne mener, at eksplicitte statuer bør stå et sted, hvor man ikke lige kan se dem. Mændene går mere ind for, at det kan være helt sundt at få syn for sagen.

Teenagerne på stedet er generelt ret begejstrede. De laver selfies og fotograferer hinanden sammen med skulpturerne.

Bare sundt

Nogle familier skiller sig dog ud.

Et ældre ægtepar mener, at det er bedre end alle de krigeriske statuer, der står alle vegne.

Et andet par siger, at det bare er fint med erotik i gadebilledet.

- Det er helt naturligt, og ungerne ser det alligevel på YouTube, hvor hvem som helst kan se med. Hvis man ser det, kan man forklare det, hvis man går uden om det eller skjuler det, bliver det bare mere spændende, siger en mand, der sammen med sin kone kommer gående med en baby i barnevognen. 

Ungerne er godt med

Statistikkerne giver den sidste taler ret. 

Den viser nemlig, at 90 procent af unge på 12 år og derover har set porno på nettet.

Skolen derimod er ikke den store informationskilde på det område. Har råder der stor uenighed og føres megen debat.

Miró skaber rav

Miróudstillingen åbner officielt først den 25. september og varer frem til den 30. december.  

Det er planen, at skulpturerne skal blive stående under åben himmel, mens der bliver udstillet malerier i bygningen, der var opholdssted for Alingui-holdet under Copa America for ti år siden. 

Bygningen kaldes bare Base Alinqui og er blevet restaureret og indrettet til kunst- og eventmuseum.

Antoni Miró blev født i 1944 i Alcoy. Han har udstillet i talrige lande og har ofte skabt polemik.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.