Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Lav løn, men håb forude

Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, tor, 10/01/2019 - 07:00

Penge & Forbrug

PENGE & ERHVERV: 2018 blev ikke noget godt år for hovedparten af spanske lønmodtagere, men heldigvis meldes der om nye vinde. Og så kan det i overraskende høj grad betale sig at tage en uddannelse.

Halvdelen af arbejdsgiverne siger, at de har frosset lønnen til deres medarbejdere, 16 procent har ligefrem sænket lønnet, mens kun 33 procent har givet lønforhøjelse.

Dette er nogle af konklusionerne fra Adecco Infoempleo-rapporten: Udbud og efterspørgsel på beskæftigelse i Spanien. 

Men der er også godt nyt: 

Undersøgelsen viser at 64,8 procent af virksomhederne har planer om at sætte lønnen op i løbet af 2019.

Store forskelle 

Næsten 57 procent af virksomhedslederne erkender, at lønnen til nye medarbejdere er lavere end for de øvrige ansatte.

30,2 procent siger, at lønnen for nye medarbejdere er op til 15 procent lavere end for ansatte, der har arbejdet på virksomheden i mindst fem år.

Således er den gennemsnitlige løn for en person, der har været ansat i mindre end et år, 20.086 euro om året, mens en medarbejder i samme position, men som har været på virksomheden i ti år, er på 28.598 euro.

Undersøgelsen viser også, at en ud af tre modtager en del af deres løn i form af variable vederlag. 

Selvom næsten 40 procent af arbejdsgiverne tilbyder privat sygeforsikring som en del af lønnen, værdiansætter medarbejderne i høj også ekstra vederlag i form af diæter, tilskud til transport og julekurve.

Uddannelse dobler lønnen

Men også uddannelse spiller en stor rolle.

Der kan være helt op til 15.800 euro til forskel på lønnen for en arbejdstager med en Master og en uden uddannelse.

En erhvervs- eller universitetsuddannet tjener 30.943 euro brutto, mens en person med ti års obligatorisk skolegang må nøjes med 15.107 euro, altså mindre end halvdelen, viser Adecco Infoempleo Rapporten.

Jo højere uddannelse, desto højere er lønnen, og det har noget at gøre med stigende behov for kvalifikationer til udførelse af visse funktioner, fremgår det af rapporten.

Generelt er lønforskellene sådan, at en universitetsstuderende har en løn, der er 74 procent højere end for en med grundstudier alene, og den er 21 procent højere end en med en erhvervsuddannelse.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.