Leg med døden er ikke sjovt

PrintPrint Share this
KLUMME & VIDEO: Hvorfor dør teenagere i Europas feriebyer? Det starter med glæde, fest og farver, og ender med noget helt andet.

“Teenager dræbt efter fald fra balkon”

 

Overskriften skriger sit budskab ud sommeren igennem. Men skriver sjældent historien, for man skal helst ikke gentage sig selv. 

 

Selvom historien er aktuel, er den nemlig ikke ny. Den kunne have været fra tidligt på måneden, fra sidste måned eller fra sidste eller forrige år.

 

Alene de seneste tre måneder er 13 - især britiske - unge mennesker styrtet flere etager ned i Spanien. Fem af dem overlevede ikke faldet. 

 

Tre i den seneste uge

Især den populære ferieby Magaluf, der for de fleste bare er et skægt og hyggeligt sted for unge, bliver endestationen for nogle af dem.

 

Alene i løbet af den uge, der er gået fra klummen blev tænkt, og til det sidste komma blev sat, er tre styrtet ned.

 

Den seneste i rækken blev fundet hårdt kvæstet med bukserne nede om hælene torsdag. Han havde været i gang med at besørge fra altanen på sjette sal... 

 

Sker igen og igen

Historierne bliver ikke voldsomt meget omtalt i pressen længere. 

 

Måske fordi man ikke har lyst til at give stedet et dårligt ry, måske fordi man er bange for at tiltrække flere mennesker, der er vilde efter at komme til det sted, fordi ‘der er gang i den’.

 

Men i det, der trods alt skrives om tragedierne, skinner det igennem, at der netop har været en festlig aften forud for ulykkerne. 

 

Ingen af de tilskadekomne har været ædru, og mange var også høje.

 

Ellers falder to ting i øjnene: Ulykkerne sker for turister, og de er meget unge.

 

Ville du gøre det hjemme?

Lokalpressen bringer af og til sure opstød om turisters elendige opførsel, som er med til at cementere den spirende uvilje mod dem blandt de fastboende.

 

Nøgenløb gennem gaderne ville nok kun de færreste finde på i deres hjemby, hvor man risikerer at møde bankassistent, kunder og gamle klassekammerater. 

 

Og hvem kunne finde på at stille sig op og tisse ned på de forbipasserende fra sin egen balkonen?

 

Men når man er i bloody, sunny Spain er der næsten en konkurrence om at finde på det mest grænseoverskridende. Om at have den vildeste historie med hjem. Det virker i hvert fald sådan for udenforstående.

 

De nævnte eksempler er fra Mallorca for nylig. Men de kunne lige så vel have været fra Ibiza eller Sunny Beach i Bulgarien.

 

De er groteske, men dog ikke livsfarlige. 

 

Det er ‘balconing’ til gengæld... 

 

Livsfarlig dille

‘Balconing’ foregår på de høje hoteller. Det går ud på at springe fra balkon til balkon eller at springe fra sin egen balkon og ned i hotellets svømmepøl mange etager nede.

 

Disse livsfarlige stunts udføres som regel af teenagere. Det kan der være to grunde til.

 

Pandelapper og sensitivitet

Den ene er rent fysiologisk. En teenagers hjerne er nemlig ikke fuldt udviklet og kan ikke til fulde formå at skelne mellem fornuftige og ufornuftige idéer.

 

I pandelapperne ligger vores bevidsthed. Det er også her, vi planlægger vores tid, styrer vores sociale opførsel og holder uhensigtsmæssige impulser tilbage. 

 

Men pandelapperne er ikke færdigudviklede i teenagealderen.

 

Det er det limbiske system, som styrer vores følelser og belønningssystemet heller ikke. Det er overfølsomt, helt indtil man når op i 20-årsalderen.

 

Det sidste forklarer unges risikosøgende adfærd. De opnår simpelthen en større lykkefølelse, et større kick ved at tage chancer. 

 

Det har blandt andre den engelske forsker Sarah-Jayne Blakemore påvist.

 

Kan vi låne en voksen?

Så indtil hjernen er vokset færdig, har man brug for voksne, men det kan kikse. 

 

Familier kan være splittet, og de år, ens børn er teenagere, er samtidigt de voksnes mest produktive og travle.

 

Det er ikke problemfrit at bokse med et stort barn, og nogle magter det ikke. I værste fald bliver det medier og jævnaldrende, der sætter grænserne.

 

For størsteparten går det heldigvis godt. Men stadig flere mister kontrollen i et miljø, hvor der ikke er voksne, og de hidser hinanden op.

 

Vi har ingen etablerede manddomsprøver, så teenagerne skaber deres egne.

 

Slut før det begynder

Ingen forældre ønsker at se en ferievideo som denne:

 

 

Men det gør teenagerne selv, og ‘balconing’ er blevet en form for modefænomen. En leg med døden, hvor unge i kådhed mister livet, før det rigtigt er begyndt.

 

De er sandsynligvis netop inspireret af en idiot som ham herover. Han har delt flere videoer af sig selv, hvor han klatrer, kravler, hopper og spæner væk.

 

Man frygter, at hans sidste video bliver uden det sidste punkt...

 

Hvad så?

Strammere restriktioner i forbindelse med alkohol ville måske nok nedbringe antallet af ulykker, men de er vanskelige at gennemføre på steder, hvor man lever af fest og farver.

 

Og hvem siger i øvrigt, at forbud hjælper - andre rusmidler er jo i forvejen forbudt, men florerer alligevel.

 

Det mest effektive er jo nok, at forældre sætter grænser, men først og fremmest taler med de unge.

 

Det betaler sig at tage konflikterne. Dem glemmer man nemlig igen og kan engang grine ad sammen. 

 

Men at sige “god ferie” og så hente kiste eller kørestol en uge senere er ikke noget at grine ad.

 

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god - og sikker - weekend

 

Dorrit Barret

 

Se flere nyheder i temaet

Tilbage

style="display:block"
data-ad-client="ca-pub-7996506960608988"
data-ad-slot="1277262159"
data-ad-format="auto">


Flere nyheder efter tema

esto es una prueba del bloque