Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Barnemorder bag tremmer?

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 02/06/2016 - 01:00

Krimi og katastrofe

KRIMI: Spaniens egen Maddie-sag er nu ét skridt nærmere opklaring, efter politiet endelig har identificeret en mistænkt.

I ni lange år har et forældrepar ventet på en afslutning, efter deres søn forsvandt i 2007. I går kom det frem, at politiet har fundet en mistænkt i sagen om mordet på Yeremi Vargas.

Manden sidder allerede i fængsel.

Guardia Civil er nu så sikre på, at man har fundet gerningsmanden bag den lille drengs forsvinden, at en mand blev formelt anklaget tirsdag denne uge. Det skriver Laprovincia.es

Det drejer sig om 56-årige Ojeda Antonio Bordón, der er kendt blandt de lokale som Blonde Juan. Han er anklaget for at stå bag i bortførelsen og mordet på Yeremi Vargas, der forsvandt på Gran Canaria i 2007.

Flere forhold ledte politiet i retning af Ojeda Antonio Bordón:

  • Han er i forvejen fængslet for at have forgrebet sig seksuelt på et ni-årigt barn i Algecíras, hvor han brugte samme fremgangsmåde, man mener, der blev anvendt mod Yeremi. 
  • På tidspunktet for Yeremis forsvinden ejede han en hvid Renault 5, som svarer til et køretøj, som vidner har placeret nær stedet for bortførelsen, og nogle vidner kunne endda fortælle, at de havde set en dreng stige ind i den hvide bil.
  • Han har ved flere lejligheder fortalt, at han på den skæbnesvangre lørdag befandt sig tæt på det område, hvor Yeremi boede og forsvandt fra, og at han endda havde set ham.
  • Og endelig har han indrømmet over for andre indsatte i det andalusiske fængsel, at han slog barnet ihjel.

Undersøgelsen, som foregår under Instruktionsret No. 2 i San Bartolome de Tirajana, og er indtil videre hemmeligholdt.

Kilder tæt på sagen bekræfter, at den mistænkte er i fængsel, hvor han afsoner en dom for andre kriminelle forhold. Det rapporter Antena 3, men ellers er der ikke kommet mange detaljer frem endnu.

Forsvandt nær hjemmet

Yéremi Vargas forsvandt sporløst fra sit hjem på den sydøstlige del af Gran Canaria i marts 2007, da han var bare syv år gammel.

Han forsvandt efter at have været ude at lege med sine fætre nær hjemmet i Vecindario, Santa Lucía de Tirajana.

Yéremis forsvinden har været genstand for utallige efterforskninger og teorier i løbet af de mange år, der er gået siden. Sagen er ofte blevet sammenlignet med Maddie-sagen, men uanset hvor mange ressourcer, der er blevet brugt, er sagen forblevet uopklaret.

Yéremi Vargas ville være fyldt 16 år den 10. marts i år. 

Kommentarer

Som Amigos kan du her skrive en kommentar til artiklen - eller stille spørgsmål

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.