Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

“Mor svarer ikke”

Skrevet af Pia Bruun, tor, 22/12/2016 - 01:00

Krimi og katastrofe

FATTIGDOM: Fem-årig dreng fandt gartner i en park og fortalte, at han og brødrene ikke havde fået noget at spise i flere dage.

Den fem-årige dreng, der har to søskende på 10 og 11 år, fortalte også gartneren, at moren bare lå i sengen.

Gartneren kontaktede med det samme politiet, som sendte et hold betjente til en lejlighed på fjerde sal i Calle Passatge Cala Figuera, 9 i Verge de Lluc distriktet i Palma de Mallorca.

Det viste sig, at de tre børn havde været alene med deres døde mor i fire dage. 

Der var ikke tegn på vold. De foreløbige medicinske undersøgelser tyder på, at kvinden er død af naturlige årsager, hvis man kan kalde underernæring det. Hun bar ligesom sine børn klare tegn på underernæring.

Børnene havde i deres desperation også forgæves kontaktet en lokal kirke for at få hjælp.

Børnene blev taget til Universitetssygehuset, hvor de fik lægeassistance, og er nu på et krisecenter.

Intet opsyn

Der var ingen sociale myndigheder, som var opmærksom på børnenes situation.

Formanden for socialudvalget på Mallorca, Fina Santiago, siger, at det er beklageligt at der kan gå så lang tid, inden hjælpen når frem.

Men det er svært, når moren ikke vil have vores støtte, siger hun til avisen deia.com

I den forbindelse oplyser Fina Santiago, at den afdøde kvinde, der var nigeriansk statsborger, tidligere havde afvist at få hjælp af de sociale myndigheder.

Hvor er faren?

Politiet forsøger nu at finde frem til børnenes far.

Der er dog ingen oplysninger om mandens opholdssted, og meget tyder på, at kvinden og hendes børn boede helt alene i lejligheden.

Måske døde hun af sult, fordi hun gav, det der var, til børnene...

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.