Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Motorvejsrøvere anholdt

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 29/03/2019 - 09:28

Krimi og katastrofe

KRIMI: Gammelt trick virker stadig. Moderne landevejsrøvere ødelægger folks ferioe, men heldigvis er spansk politi på pletten. Fortæl historien og vær med til at gøre det vanskeligt for røverne.

Motorvejen AP-7, der er Spaniens længste, giver ikke bare mulighed for at få folk fra den ene ende af Spanien til den anden.

Den er den rene guldgrube for forbrydere, der hellere vil  specialisere sig i forbrydelser end i at tjene penge på ærlig vis. 

Faktisk kommer forbrydere fra hele Europa hertil i håbet om at grundlægge en personlig formue. Og mulighederne er uhyggeligt gode

Nu har det catalanske politi, Mossos d’Esquadra, i samarbejde med andre politiafdelinger og en enkelt privat institution afsløret en bande, der havde gjort området mellem La Jonquera og Murcia og resten af Sydeuropa til deres “kontor”.

Det skriver Mossos i en pressemeddelelse.

Banden holder i bilen bag offeret, og så er det let at sabotere bilen

Hovedmændene bag, hvad politiet anslår løber op i hundredvis af røverier, er seks serbere og kosovoalbanere.

De gik “på arbejde” med stor alvor og sparede ikke på det nødvendige værktøj. De investerede over 9.000 euro i leje af hurtige biler til at slippe væk i, når de havde begået deres røverier.

Gammelt nummer

Fremgangsmåden ved røverierne er så enkel og beskrevet så mange gange, at det er forbavsende, at der bliver ved med at være stakler, der hopper på den.

På en rasteplads eller ved betalingsanlægget på motorvejen sætter røverne et søm i hjulet på offeret bil, og så forfølger de ham, til han får brug for hjælp. De spiller flinke fyre, der vil hjælpe, men i virkeligheden lænser de den havarerede bil for værdier.

Lynhurtigt sættes der lige et søm i hjulet

Nogle gange behøver de ikke engang et søm - de siger bare, at der er noget galt med bilen, og at de gerne vil hjælpe.

Mens den ene har offerets opmærksomhed og “hjælper” med at tilse skaden, tømmer makkeren bilen for alt, der er værd at tage af penge, smykker og elektronik. Herefter hopper de ind i deres lejede bil og træder speederen i bund. Læs mere her

Omfattende indsats

Jagten på røverne blev skudt i gang for fem måneder siden, og i den følgende tid og op til anholdelsen har flere end 100 betjente fra Mossos, Brigada Móvil, hundepatruljer og en enkelt privat samarbejdspartner bare knoklet derudaf.

Undervejs fandt man frem til, at røverne ikke har været kræsne - de har også opereret på andre veje, hvor der blev kørt stærkt som C-32 og A-2.

Så var det slut med at lege landevejsrøvere

Man er også ret sikre på, at de i alt 48 forskellige forbrydelser, røverne nu er blevet sigtet for, kun er toppen af isbjerget, og at de står bag hundredvis af forbrydelser. 

Alle anholdte har lange straffeattester i forvejen, og de er tidligere snuppet i Spanien for forbrydelser helt tilbage til 2012.

Pas ekstra på!

Alene de 50.000 euro og mange andre penge i 12 forskellige valutaer, man fandt i deres gemmer, taler deres tydelige sprog.

Hvis du vil undgå, at der kommer danske kroner imellem dem, så vær mistænksom og påpasselig. 

Stands et sikkert sted, hvis du mærker, eller nogen påpeger, en defekt ved bilen. Sæt advarselstrekant op, lås bilen og vær opmærksom på folk, der stopper for at hjælpe. 

Opbevar altid værdigenstande skjult.

Lås altid dørene, hvis du standser for at hvile dig. Hold øje med dine ejendele, hvis du går ind for at drikke kaffe.

Kommer du ud for et røveri, så ring straks 112 og giv så mange oplysninger som muligt om overfaldsmændene og deres bil.

Og hvis du kender nogen, der skal gennem Spanien i bil, så fortæl dem historien om, hvad der kan ske!

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.