Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Nu bliver det igen lummert

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 17/10/2019 - 07:00

Mad & Vin

MAD & VIN: For 11. år i træk står november på dristig mad, når den frække Tapa Erótica igen løber af stablen.

Fra den 1. til den 17. november er der skruet op for det lumre og ned for prisen. For 2,50 euro får du en erotisk tapas og et glas vin, en øl eller noget tredje. 

Der er altid ret bred opbakning blandt byens restauranter til Tapa Erótica, så der plejer at være nok til at tage på "tapas-orienteringsløb" mere end bare én gang.

Ses vi til lidt kulinarisk erotik i Fuengirola?

Fugtig, lille musling, der ikke ser så uskyldig ud...

Krav til kokkene

Det lokale turistråd står bag arrangementet. Idéen er at sætte ekstra skub i omsætningen i lavsæsonen, og som de tidligere år har vist, er det virkeligt noget, der kan få folk ud af de lune stuer. 

Kravet for de deltagende restauranter er, at de skal lokke med ”sensuelle og underholdende” tapas, som skal være til rådighed alle de dage, arrangementet finder sted. 

Altså ikke noget med at melde ”alt udsolgt”.

Kort over tapasruten fra en af de tidligere omgange

Redaktionens erfaring er, at de gule steder gerne gør lidt ekstra ud af det, mens de røde omkring kirkepladsen ikke strækker sig lige så langt for at få kunder. 

Nogle idéer fungerer bedre end andre...

Praktisk pas

Husk at få et pas, hvor du får et stempel for hver tapas, du køber, og du giver hvert sted point fra et til fem. Når passet er fyldt med i alt 10 stempler, vælger du din vinder, indleverer det på turistkontoret, hvor du kan vælge en lille gave som tak og deltager i en lodtrækning. 

Når det hele er overstået, trækkes der lod om hovedpræmierne på Rådhuset. Den mest kunstneriske og kreative kok får også en præmie baseret på stemmerne i passet.

Få mere information om Den Erotiske Tapas-rute hos kommunen eller på turistkontoret.

Her er det ikke vanskeligt at se, hvad køkkenet prøver på

Hvad er det nu, historien bag tapas er?

“Tapa” betyder egentlig låg. Engang var dens funktion at holde fluerne ude af glasset med vin eller spiritus. 

Andre mener, der var for at mændene ikke skulle blive alt for fulde, når de fik fyraftens-bajer.

Mange kreative idéer

Uanset oprindelsen er den lille, lækre portion af ‘et eller andet’ fast inventar på de fleste barer i Spanien i dag.  

Noget der lige kan nippes til og nydes, inden man rigtigt går til biddet med aftensmaden på det sene tidspunkt, som mange danskere lige skal vænne sig til.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.