Dommer sigter den tidligere spanske skatteminister Cristóbal Montoro (PP) for ulovligt at begunstige virksomheder. Læs om sagen i morgen ...



Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Øget alkohol- og narkokontrol på de spanske veje denne uge

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 16/07/2025 - 06:59

Fly & trafik | AMIGOS

Over 30.000 daglige tests skal mindske antallet af ulykker.

Spaniens Trafikdirektorat, DGT, kører frem til den 20. juli en intensiveret kontrolkampagne mod spiritus- og narkotikakørsel. 

Kampagnen involverer både Guardia Civils trafikenhed samt regionale og lokale politistyrker, der dagligt vil udføre over 30.000 alkohol- og narkotests på landets veje.

Alarmerende statistikker

I 2023 omkom 246 personer i trafikulykker hvor alkohol var en medvirkende faktor, svarende til 26 procent af alle dødsulykker. 

Alkohol var desuden til stede i 13 procent af samtlige registrerede ulykker, hvilket gør det til den næststørste årsag til trafikdrab, kun overgået af distraktioner.

Hvordan alkohol påvirker kørslen

Alkohol virker som en dæmper på centralnervesystemet og påvirker essentielle køreevner:

Nedsat reaktionsevne

Allerede ved små mængder alkohol forlænges reaktionstiden markant. En bilist under påvirkning har vanskeligere ved at vurdere hastighed og afstand, hvilket øger risikoen for alvorlige ulykker.

Øget risikoadfærd

Alkohol skaber en falsk følelse af selvtillid, hvilket ofte fører til hasarderet kørsel som hastighedsovertrædelser og hensynsløse overhalinger. Statistisk set er alkoholrelaterede ulykker ofte mere alvorlige med værre skader for de involverede.

Se mere om problemerne ved de specifikke promiller nederst i artiklen ...

Forebyggende indsatser

Landsforeningen for rygmarvsskader og andre fysiske handicap, ASPAYM, deltager aktivt i kampagnen med frivillige, der selv har været udsat for trafikulykker. 

Under sloganet "Kør ikke for stærkt, drik ikke... så behøver du ikke skifte køretøj" (med henvisning til kørestol, red.) taler de direkte med bilister ved kontrolpunkter rundt omkring for at skabe bevidsthed om konsekvenserne.

Det er da et budskab, der er til at forstå!

Samfundsansvar

Lovgivningen i Spanien er ved at blive skærpet, hvor den tilladte promille grænse muligvis bliver sænket til 0,1. Men som DGT understreger: Den eneste sikre promille er 0,0. Samme budskab får man lige nu på infotavlerne rundt omkring: Si bebes, no conduzcas - hvis du drikker, kører du ikke. 

Myndighederne opfordrer alle til at tage ansvar - både ved at afstå fra at køre påvirket, men også ved at forhindre andre i at gøre det.

I 2024 blev over 50.000 trafikanter i Spanien dømt for spiritus- eller narkotikakørsel. Strafferammen spænder fra bøder på op til 1.000 euro, seks klip i kørekortet og helt op til fængselsstraf og fire års kørselsforbud.

Men de virkelige omkostninger måles i menneskeliv og sorgen for de efterladte.

Effekter af alkoholkørsel

Promille på 0,3 til 0,5: RISIKO

  • Øget reaktionstid.
  • Hastighed undervurderes.
  • Koordinationsproblemer.

Promille på 0,5 til 0,8: FARE

  • Nedsat afstandsbedømmelse.
  • Synsproblemer.

Promille på 0,8 til 1,5: FARLIG KØRSEL

  • Alvorlige problemer med opfattelse, opmærksomhed og koordination.
  • Øget søvnighed.
  • Risikoen for ulykke øges med fem gange.

Promille på 1,5 til 2,5: EKSTREM FARE

  • Alvorlige problemer med opfattelse, opmærksomhed, kontrol og koordination.
  • Risikoen for en ulykke øges med 20 gange
Kan måske også interessere dig

Kommentarer

Som Amigos kan du her skrive en kommentar til artiklen - eller stille spørgsmål

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.