Det er MIN sandbunke!

PrintPrint Share this
WEEKEND: Velkommen til en rejse rundt til noget af det mest bøvlede i Spanien: Enklaver og eksklaver.

Gibraltar er nok det mest kendte eksempel på en enklave på Den Iberiske Halvø, men det er langt fra den eneste.

 

Enklaver og eksklaver giver ofte anledninger til skænderier mellem folk i jakkesæt på embedsmandsniveau. Det er nemlig ofte gamle konflikter, der aldrig for alvor er blevet løst.

Hver prik tilhører ikke det omkringliggende område

 

Alene på Den Iberiske Halvøs Spanien er der 20 små enklaver og eksklaver, og faktisk har Spanien også en lille eksklave i Frankrig.

 

I dag tager Spanien i Dag Weekend rundt til spanske enklaver og eksklaver på nationalt og internationalt niveau. Men først, så lad os lige få styr på begreberne:

 

1. Treviño, Baskerlandet

Treviño holder stadig stand

 

Vi starter i det nordlige Spanien - nærmere bestemt Baskerlandet. Skulle det komme til baskisk selvstændighed en dag, er der flere problemer i horisonten, end man umiddelbart skulle tro. Der ligger nemlig hele to enklaver inde i Baskerlandet, som hører til andre regioner.

 

Den største er Treviño, som ligger i den sydlige del af Baskerlandet. På trods af at Treviño tilhører provinsen Burgos og regionen Castilla y León, så ligger den inde i Baskerlandet.

 

'Trebiño araba da' betyder, at Treviño tilhører Álava på baskisk

 

Enklavens status er stadig årsag til en bitter strid mellem Baskerlandet og Castilla y León, men enklavens godt 2.000 indbyggere er altså fortsat en del af naboregionen. En af de største knaster er, at indbyggerne ikke betaler skat til Baskerlandet, men alligevel får de deres sundhedsydelser derfra, da Treviño ikke selv har faciliteterne.

 

2. Valle de Villaverde, Baskerlandet

Velkommen til Baskerlandets mindste enklave

 

Vi bliver i Baskerlandet, som har hele to irriterende huller i landkortet. Der er nemlig endnu en enklave i regionens nordvestlige hjørne, der hedder Valle de Villaverde.

 

Den årlige byfest er ikke blandt Spaniens største

 

Lige som i tilfældet med Treviño gør baskiske nationalister krav på Valle de Villaverde, som tilhører naboregionen Cantabrien. Valle de Villaverde havde kun 327 indbyggere, da tallet blev opgjort i 2014.

 

For at gøre situationen endnu mere besynderlig, ligger enklaven faktisk tættere på Castilla y León. Der er nemlig kun godt en 500 meter bred stribe af Baskerlandet, der adskiller Valle de Villaverde og Castilla y León, mens der er godt to kilometer mellem enklaven og Cantabrien, som det tilhører.

 

3. Petilla de Aragón, Aragón

De to små klatter på kortet udgør Navarras enklaver

 

Vi bliver i det nordlige Spanien, men tager et hop øst på til enklaven Petilla de Aragón, som faktisk er to små adskildte enklaver, men de ligger meget tæt på hinanden.

 

Administrativt tilhører de Navarra, men de er fuldstændigt omringet af Aragón mellem syv og otte kilometer fra hjemme-regionen Navarra.

 

Petilla de Aragóns skyline

 

Der bor sølle 35 mennesker i området, der ligger over 800 meter over havets overflade i naturskønne omgivelser.

 

Landsbyens hotel har kun fire værelser

 

På trods af det meget begrænsede indbyggertal, er der faktisk et hotel i Petilla de Aragón. Stedet hedder Hostal D. Santiago Ramón y Cajal. Det har fire dobbeltværelser og ikke mere. Det er dog også muligt at spise på stedet, men du kommer nok ikke til at spilde meget tid på at vælge. Valget står nemlig mellem 'mad' og 'aftensmad'. Begge dele koster 10 uro.

 

4. Llivia, Frankrig

Der kommer mere Spanien nord for grænsen

 

Nu tager vi endnu længere nordpå. Faktisk smutter vi over grænsen til Frankrig, hvor vi så kan køre ind i Spanien igen og besøge den spanske enklave Llivia.

 

Hvis du krydser grænsen til Frankrig ved den nordspanske by Puigcerdà, når du kun at køre omkring halvanden kilometer i Frankrig, før du igen kører ind i Spanien.

 

Der tales tre sprog i dette lille område

 

Llivia huser omkring 1.600 indbyggere, som hovedsageligt taler spansk og catalansk, mens en mindre del har fransk som modersmål.

 

Historisk set er stedet faktisk lidt interessant, da det har været en spansk enklave siden slutningen af 1600-tallet. Og da byen forblev loyal mod republikken under Den Spanske Borgerkrig, kunne Franco ikke uden videre sætte militæret ind mod byens røde styre, da det ville betyde en invasion af Frankrig.

 

Llivia er lille, men stor nok til at huse et par caféer 

 

Franco spurgte derfor pænt og fik lov af Frankrig til at smutte over det lille stykke franske jord mellem de to stykker Spanien, og da soldaterne først ankom til Llivia var der ingen militær modstand.

 

5. Peñón de Vélez de la Gomera

Her er en helikopterlandingsplads og ikke så meget andet

 

Spanien har også sit eget lille Gibraltar på den marokkanske nordkyst, og her er der hverken tale om Melilla eller Ceuta, som er de to kendte spanske by-enklaver på den afrikanske nordkyst.

 

Peñón de Vélez de la Gomera er sammenlignelig med Gibraltar på den måde, at der mere eller mindre er tale om en klippe, men ophører lighederne også.

 

Marokkanske aktivister havde ikke den store succes i 2012

 

Der er ikke noget liv på Peñón de Vélez de la Gomera, udover lidt spansk militærpersonel til suverænitetshåndhævelse, som da marokkanske aktivister forsøgte at besætte klippen i 2012. Det lykkedes dog ikke at annektere klippen.

 

Peñón de Vélez de la Gomeras grænsevagter

 

Marokko og Spanien har kæmpet om klippen mange gange, men Spanien har haft kontrol med den siden 1564. Stedet har dog være belejret i 1680, 1701, 1755, 1781 og senest i 1790.

 

Der findes mange flere steder, end dem vi har besøgt i dag, der giver anledning til politisk bøvl. For selv spanske provinser har også enklaver, men det er at gå endnu et  niveau ned rent administrativt. Skulle du have lyst til selv at gå på opdagelse i flere enklaver, findes der en side her (spansk link)

 

God weekend! 

 

 

Se flere nyheder i temaet

Tilbage

style="display:block"
data-ad-client="ca-pub-7996506960608988"
data-ad-slot="1277262159"
data-ad-format="auto">


Flere nyheder efter tema

esto es una prueba del bloque