Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Overvågningsvideo ulovligt kopieret

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 30/04/2018 - 09:56

Krimi og katastrofe

KRIMI: Den originale video, der fældede regionspræsident Cristina Cifuentes, er for længst slettet.

To krukker creme, som Cristina Cifuentes ‘glemte’ at betale for for syv år siden, har kostet hende jobbet som præsident i Madrid. 

Det, der væltede hende, var en overvågningsvideo, men ifølge loven fra 2016, skulle den have været tilintetgjort højst 30 dage efter, den var blevet taget.

Det skriver elpais.com 

Og Cifuentes er ikke den eneste, der er blevet bidt i haserne af de videoer, som bliver mere og mere udbredte, og som der faktisk ikke rigtigt er styr på.

Masser af gemte videoer

I 2016 var der ifølge Databeskyttelsesagenturet opbevaret omkring 300.000 videoer, hvoraf de 67.000 kom fra supermarkeder. Men er det overhovedet lovligt at opbevare dem?

Agenturet vil åbne to nye undersøgelser. Onsdag erklærede man, at man i de følgende måneder vil finde frem til, om den eller de personer, der har beholdt og derefter udleveret videoen har brudt databeskyttelsesloven. 

Har de det, kan de få en bøde til op på 600.000 euro, siger agenturet.

I 2016 åbnede agenturet 1.036 sager, men kun 170 førte til domfældelse. Ikke ligefrem optimistiske signaler.

Den anden sag kommer fra supermarkedet Eroski, der filmede Cifuentes. 

Herfra lyder det, at man til punkt og prikke har fulgt de regler, der gælder for optagelserne - det vil sige, at de skal overspilles inden 30 dage. 

Det sker helt automatisk, argumenterer folkene fra kæden. Undtagelsen er, hvis optagelsen skal bruges i retslig sammenhæng. 

Men Cifuentes blev ikke retsforfulgt dengang og er ikke blevet det siden.

Sikkerheden svigtede

Optagelsen eksisterer altså ikke længere. Så der er én, der har lavet en kopi. 

Talsmanden for Eroski siger, at man vil forbeholde sig ret til at lægge sag an mod den person, som må komme fra sikkerhedsfirmaet Casesa, der stod for optagelse og håndtering af videoerne. 

El País, der har skrevet artiklen, har ikke kunnet få udtalelser fra firmaet, der ‘ikke taler med journalister’.

Nytter det?

Cifuentes selv har ikke besluttet, om hun vil lægge sag an på grund af offentliggørelsen af videoen, blandt andet fordi resultatet vil være tvivlsomt. 

Man har jo ikke krænket hendes intimsfære, for optagelsen skete i fuld offentlighed.

Samuel Parra, der er juridisk databeskyttelsesekspert, siger det samme: Man kunne gøre det, hvis nogen - som for eksempel en datapirat - havde hacket sig ind og kopieret videoen.

Men her er der tale om en ‘illoyal medarbejder’, der har kopieret videoen og gemt den i syv år. Absolut datasikkerhed eksisterer jo simpelthen ikke.

Men den kan blive bedre, mener Parra, for eksempel hvis man forbyder, at personer med direkte adgang til videooptagelserne kan optage dem med deres mobiltelefon direkte fra skærmene.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.