Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Primera Air blæste på sikkerheden

Skrevet af Kristoffer Olesen, tor, 11/10/2018 - 11:50

Fly & trafik

FLY & TRAFIK: Tidligere kaptajn anklager konkursramt flyselskab for ikke at have styr på sikkerheden.

I sidste uge kunne vi fortælle om, at Primera Air havde kastet håndklædet i ringen, aflyst alle flyvninger og erklæret sig konkurs. 

Læs mere her

Nu står en tidligere kaptajn fra selskabet frem med en række alvorlige anklager i JydskeVestkysten.

Søvnige og uerfarne piloter

Jens Anker Nielsen har 33 års erfaring i luften. 12 af dem har han fået i det danske flyvevåben og 21 i den civile luftfart.

Siden marts har han arbejdet for Primera Air. Han beskriver arbejdsforholdene hos selskabet som de værste, han nogensinde har oplevet.

- Der var en høj andel af "flight-pay" i Primera, kun løn under få dages sygdom, ingen ferie, et meget lavt erfaringsniveau blandt styrmænd, kaptajner, instruktører og kabinepersonale. Der var en høj grad af skift i døgnrytme, og en stor andel besætningsmedlemmer, som pendlede langt for at komme på job. Der er mange, som har fløjet på basis af meget lidt søvn, siger 52-årige Jens Anker Nielsen til den sønderjydske avis.

Flight-pay vil sige, at piloterne kun bliver betalt for det antal timer, de er i luften.

Jens nåede kun at arbejde for Primera knapt et halvt år.

Luskede kontrakter

Jens var egentlig ikke direkte ansat af Primera Air, men af et maltesisk kontraktbureau ved navn Aviation Staffing.

På den måde kunne Primera hyre sine piloter som selvstændige og således slippe let uden om overenskomster og lønmodtagerrettigheder.

Eksempelvis kunne Jens maksimalt få løn under sygdom 10 dage om året, han havde ingen betalt ferie, og lønnen var afhængig af den føromtalte flight-pay.

- Det dur ikke, at der er en direkte forbindelse til piloternes tegnebog, når de skal overveje, om de selv er syge, eller om flyet fejler noget. Hvis man besluttede, at man ikke var frisk til at flyve, eller at flyet ikke var "fit for fight", kostede det lynhurtigt 5.000 kroner af lønnen. Jeg ved, det har fundet sted, at piloter har fløjet, når de var syge, siger han.

Flyvebranchens Personale Union, FPU, er stærkt imod den form for ansættelser.

Turde ikke stå frem

Jens ville gerne have fortalt om forholdene noget før, men frygtede for sin egen ansættelse.

- Hvis jeg havde gjort det tidligere, var det en sikker fyring, siger han

Han lægger dog ikke fingre imellem, når han skal beskrive sikkerheden - eller manglen på samme:

- Det er det første selskab, jeg har arbejdet for, hvor jeg ikke anbefalede folk, jeg kender, at flyve med det. Det skyldes både risikoen for konkurs, men især flysikkerheden.

Jens har 150.000 kroner til gode hos Primera, som han nok aldrig kommer til at se. Det har dog intet med hans anklager at gøre, fastslår han:

- Hvem skal jeg tage hævn på? Primera er gået konkurs. Tværtimod risikerer jeg at skyde mig selv i foden. Det her gør ikke ligefrem mine jobmuligheder bedre. Men fakta er altafgørende, og åbenhed og gennemsigtighed er vigtige værdier. Jeg tør godt løbe risikoen.

Generelt problem i branchen

Selvom han har penge til gode, er Jens ikke stået frem for at få medlidenhed.

Men han håber, at hans historie kan være med til at sætte fokus på de udfordringer, flybranchen har, som i værste tilfælde kan gå ud over sikkerheden.  

- Flight-pay burde ikke være lovligt. Det burde heller ikke være lovligt ikke at give betalt ferie eller løn under sygdom. Lovgivningen omkring flyve-hviletid burde også tage bedre højde for døgnrytmeskift. Flysikkerheden er under pres i branchen, og det var Primera Air et godt eksempel på. I virkeligheden skal det her løses på EU-plan. Det er branchen som sådan, der har et problem. Primera er ikke et isoleret tilfælde, siger han.

Afviser alt

De fleste danskere, der kommer fast i Spanien, har sandsynligvis fløjet med Primera, der udvidede udbuddet mellem Danmark og Spanien betragteligt.

Men hvis du bare har været på ferie og er rejst med Bravo Tours eller Sun Tours, har du højst sandsynligt også været en tur i luften med Primera.

Rejseselskaberne har nemlig samme ejer som flyselskabet, og de er derfor faste partnere.

Administrerende direktør i begge rejseselskaber og tidligere bestyrelsesmedlem i Primera Air, Peder Hornshøj, afviser den tidligere kaptajns anklager:

- Som rejsearrangør har vi altid været glade for at bruge Primera, de har altid leveret god kvalitet, service og fly til tiden stort set hver gang. Vi har aldrig haft andet end stor tiltro til sikkerheden, siger han til JydskeVestkysten.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.