Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Terrorister på afveje

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 04/03/2016 - 11:25

Vejr og natur

VEJR: Lørdag blev nogle tidligere spanske terrorister fanget i snestormen. Guardia Civil måtte redde gruppen, der har dræbt i nærheden af 200 spanske politifolk.

I weekenden blev forhenværende medlemmer af den baskiske separatist- og terrorgruppe Eta fanget i snestormen med deres familier, da de rejste gennem den nordøstlige region Navarra.

Det skriver Thelocal.es.

Ifølge Guardia Civil bestod gruppen af mere end 20 personer, der forinden havde været på cider-bar.

De forlod baren omkring kl 20:30, men kom aldrig særlig langt, før deres bus sad fast i sneen.

Først kontaktede gruppen den regionale redningsservice, som ikke kunne hjælpe, fordi de var nødt til at prioritere de store veje højst.

Derefter fik de tidligere medlemmer fat på det lokale politi, som anbefalede Guardia Civil til opgaven.

Uvidende om terrorister

Guardia Civil sendte to patruljevogne ud for at hjælpe, hvor politibetjentene ikke vidste, at de var på vej til at hjælpe folk, der havde været en del af organisationen, som har dræbt over 200 politifolk de seneste fem årtier.

- Vi vidste, det var en større samling af mennesker, men vi havde ingen anelse om, hvem det var, forklarede en talsmand for politiet.

Da betjentene nåede frem, tilkaldte de opbakning og transporterede personerne til Pamplona.

”Ikke mærkeligt for os”

Først på vejen til Pamplona fandt politibetjentene ud af, at flere i gruppen var forhenværende medlemmer af Eta, da en af mændene fortalte det. 

- Det betyder intet for os. Vi er et bureau, der hjælper alle borgere, selvom det er en lidt besynderlig situation, sagde talsmanden til thelocal.es.

Siden 1959 er Eta blevet forbundet med 800 drab. 203 af dem politiofficerer. Sidste angreb var tilbage i 2010. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.