Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Billetter til storkampene

Skrevet af Redaktionen, tir, 29/08/2017 - 01:00

Sport & hobby

SPORT: Mange danskere vil gerne opleve Real Madrids eller FC Barcelonas hjemmebane, når turen går til Spanien. Men hvordan får du fingrene i en billet?

La Liga i Spanien er en af de bedste fodboldligaer i verden. 

Set med danske briller bliver den kun mere spændende at følge med i, efterhånden som flere danskere hopper i spanske klubtrøjer.

Danmarks ambassade i Spanien oplever, at flere og flere danskere vil se de store spanske klubber spille på hjemmebane.

Trækplasteret er især FC Barcelona og Real Madrids enorme stadions - Camp Nou og Santiago Bernabéu. 

Derfor har ambassaden skrevet en vejledning til danskere, der vil købe en billet til hjemmebanekampene på de store fodboldstadions.

Madrids Santiago Bernabéu

Billetter kan først og fremmest købes på klubbens officielle hjemmeside. Klikker du på “next match”, vil et link med online billetsalg komme frem på skærmen.

Det koster mellem 25 og 100 euro for en billet.

Klubben frigiver normalt billetterne til ikke-medlemmer omkring en uge før kampen. Der kan højst købes seks billetter på ét kreditkort.

Du bør være opmærksom på, at hvis du køber billetter med to kreditkort, er der ingen garanti for, at pladserne er i nærheden af hinanden. 

Santiago Bernabéus tribuner minder modstanderne om, hvem de er oppe imod

Hvis kampen ikke er udsolgt, kan der også købes billetter på Santiago Bernabéu på kampdagen. Som tommelfingerregel er det muligt at købe en billet på kampdagen. 

Der er to undtagelser, hvor der plejer at være udsolgt.

Den ene undtagelse er, når der spilles El Clásico. Det er når klubben møder ærkerivalen FC Barcelona. Den anden undtagelse er, når der spilles mod den lokale rival Atlético Madrid.

Du afhenter dine billetter i opstillede automater på stadion senest et par timer inden kampstart.

Hvis du har tid, kan du også hente dem i en automat ved Real Madrid butikken, der er i Centro Comercial La Esquina del Bernabéu.

Det ligger i forlængelse af Santiago Bernabéu. Når du skal hente din billet fra automaten, skal du bruge det kreditkort, du brugte til bestillingen.

Real Madrid sælger kun billetter online gennem klubbens officielle hjemmeside. Hvis du køber gennem et uofficielt bureau, skal du være varsom.

Danmarks ambassade skriver i deres vejledning, at de ikke har kendskab til bureauernes troværdighed eller lignende.

Barcelonas Camp Nou

Når du skal købe en billet til FC Barcelonas hjemmekampe, foregår online-bestilling på samme vis.

Her kan du dog også vælge fanen “tickets”. Fanen giver adgang til at vælge, hvilken kamp du ønsker billet til.

I Barcelona varierer billetprisen mere end den gør i Madrid. Som regel vil billetter koste fra 19 euro og op til mere end 100 euro.

Prisen afhænger af modstanderen, og hvilken kategori billetterne er i. De billigste kampe er i kategori D, mens A++ er de dyreste. 

I helt ekstraordinære tilfælde kan billetterne købes for under 10 euro. 

Billetterne sælges til ikke-medlemmer fra omkring 10 dage før kampen. Ligesom på Santiago Bernabéu kan du højst bestille seks billetter på samme kreditkort.

Også på Camp Nou kan du købe billetter på kampdagen, medmindre der er udsolgt.

Generelt kan du få billetter til alle kampe. Undtagelsen er igen de helt store. For FC Barcelona gælder det kampe mod Real Madrid eller lokalopgør mod Espanyol.

FC Barcelonas slogan "Mere end en klub" der fuldender klubbens farver på Camp Nou (foto: Wikipedia)

Billetter til Barcelona-kampe kan købes fra pålidelige hjemmesider. Disse er www.ticketmaster.es og www.servicaixa.com.

Hjemmesiderne sælger billetterne til samme pris som FC Barcelona gør på sin officielle hjemmeside.

Hvis du bruger Servicaixa kan du hente billetterne i en Servicaixa hæveautomat eller terminal.

For at få billetten ud af automaten skal du bruge det kreditkort eller mastercard, som du brugte til at bestille billetten. Det skal ind i automaten, for at den printer din billet til dig.

Ved brug af Ticketmaster skal billetterne hentes i en Carrefour eller FNAC, der er henholdsvis et supermarked og et indkøbscenter.

Den danske ambassade skriver, at de ikke har kendskab til de uofficielle bureauer, som har ry for at sælge billetter til overpris.

La Liga på Solkysten

Hvis du gerne vil se de stjernespækkede klubber spille, men ikke har lyst til at se dem på de kæmpestore stadions, hvor der er plads til mere end 80.000 tilskuere - så kan vi på Spanien i Dag afsløre en anden spændende mulighed.

Du kan købe billetter til Málaga CFs kampe i La Liga.

Klubbens hjemmestadion er La Rosaleda i Málaga, der kan rumme 30.044 tilskuere.

Hvis du har brug for noget at sammenlige med, kan Parken i København rumme 38.065 publikummer.

Flere gange om året møder den andalusiske klub de berømte storklubber fra den spanske liga - på eget græs på Solkysten.

For billetter kan du bruge nedenstående oplysninger:

Málaga CF's aktive danske supporterklub

Book billetter til Malaga CFs kampe:

Kontakt Morten Møller,
La Peña de Dinamarca
info@malaga-support.dk
0034 617 700 424

Hjælp os med din tilkendegivelse om, hvorvidt Barcelona-terroren har påvirket din indstilling til rejser i og til Spanien. Klik venligst i dette link for at svare på et enkelt spørgsmål.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.