Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Så stor er turistbranchen

Skrevet af Redaktionen, fre, 10/11/2017 - 11:13

Samfund og Politik

SAMFUND: Måned for måned er turistrekorder blevet slået i år. Nu viser ny undersøgelse, hvor meget det har betydet for beskæftigelsen.

Kvartalsrapporten fra Turespaña er offentliggjort, og det indsamlede data tegner et lovende billede for turistbranchen.

Ifølge rapporten er antallet af beskæftigede i turistsektoren steget til 2.660.915 i tredje kvartal. Det er 84.977 flere end i samme periode sidste år. En stigning på 3,3 procent.

I alt har 303.504 arbejdsløse tilhørsforhold til turistsektoren. Det er 18.287 færre end sidste år. Arbejdsløshedsprocenten er faldet til 10,2. Til sammenligning er den nationale arbejdsløshed for alle brancher på 16.38 procent.

Undersøgelsen viser også, at der inden for det seneste år er skabt 521.700 nye arbejdspladser totalt set. Ud af de nye arbejdspladser er 16,3 procent i turistsektoren.

Det skriver Hosteltur.com.

Fremgang overalt

Hele 14 procent af den spanske arbejdskraft er beskæftiget i turistbranchen.

Beskæftigelsen er steget i alle grene af branchen inden for det seneste kvartal.

Hotelbranchen har fået 2,8 procent flere arbejdspladser, mens restaurationsbranchen har fået 2,3 procent flere. Passagertransport har fået 0,9 procent flere arbejdspladser. Rejsebureauer har fået 5,8 procent flere i beskæftigelse.

Stor forskel

Rapporten viser også, at antallet af lønmodtagere i branchen er steget med 4,1 procent, mens selvstændige forholder sig stabilt med en ubetydelig tilbagegang på 0,1 procent.

Antallet af midlertidige kontrakter i hele turistsektoren har været på hele 38,7 procent. Ser man på alle job i Spanien er det 27,4 procent.

I de autonome regioner har der været størst boom i beskæftigelse i La Rioja med 18,1 procent og Aragón med 16,1 procent flere.

Populære vinder også vækst

Blandt de mest populære turist-regioner steg beskæftigelsen i Andalusien, Catalonien, Madrid og på Balearerne og De Kanariske Øer.

I Valencia faldt den.

 

Disse seks regioner står for mere end 75 procent af arbejdspladserne i turistsektoren.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.