Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Sikker turisme

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 15/07/2020 - 07:39

Coronavirus Rejser & oplevelser

REJSER: 40.000 politibetjente skal passe ekstra godt på sommerens turister i Spanien.

Ét er risikoen for corona-smitte, noget andet er risikoen for at blive udsat for kriminelle handlinger.

‘Operation Sommer 2020’ er nu i fuld gang og varer indtil den 31. august. Planerne blev præsenteret i Málaga forleden under ledelse af Indenrigsminister Rafael Pérez Ruiz, og statssekretæren for turisme, Isabel Oliver Sagreras.

Rafael Pérez Ruiz og Isabel Oliver Sagreras

40.000 betjente fra både Guardia Civil og Nationalpolitiet er nu på deres poster for at medvirke til, at Spanien kan opretholde og forstærke sit brand som ‘Klodens Sikreste Turistdestination.’

Operation Sommer 2020 er aktiv i Spaniens største turistdestinationer i regionerne Andalusien, Asturien, De Kanariske Øer, Cantabrien, Valencia, Galicien, Madrid, Murcia samt De Baleariske Øer.

Med det generelle formål at øge borgernes sikkerhed i disse turistområder vil man øge overvågningen og kontrollen i byområderne, på vejene, i havnene, i lufthavnene, på strandene, hoteller, campingpladser og alle slags arrangementer, hvor der kan finde større forsamlinger sted.

Betjentenes opgaver bliver også at sikre overholdelsen af sundhedsmyndighedernes påbud om sikkerhedsforanstaltningerne om sikkerhedsafstanden, brug af masker og andre direktiver i det offentlige rum og transportmidler.

Eksperterne fra Guardia Civil og Nationalpolitiet vil også have særlig fokus på en stigning i IT-svindel specielt med henblik på den øgede brug af internettet til reservation af indkvartering og andre aktiviteter.

Udveksling af informationer med ledere for turistindkvartering samt det regionale og lokale politi finder løbende sted.

- Med vores mange tiltag tror jeg, vi er i stand til at sikre, at Spanien i sommeren 2020 fortsat vil være en af ​​de sikreste turistmål på planeten og ikke kun mod nogle former for kriminalitet, men også i lyset af de sundhedsmæssige risici, der er forbundet med COVID-19-pandemien, sagde Indenrigsminister Pérez Ruiz.

 
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.