Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Skandinaver snydt for rejser

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 22/08/2017 - 01:00

Krimi og katastrofe

SVINDEL: To kvinder er anholdt for at svindle med rejser. Blandt ofrene var mange udlændinge.

Små rejsebureauer, der lokker med alverdens gode muligheder for billige ferier, er bestemt fristende. 

Men det er jo også lidt risikabelt at rejse alternativt.

I Palencia i Castilla y León er to kvinder blevet anholdt for at snyde omkring 100 rejselystne personer for købte og betalte ferier - deriblandt flere skandinaver.

Da kunderne mødte op ved Zep Travels for at hente deres billetter, var der sat brunt papir for vinderne og en seddel på døren, der meddelte, at bureauet var lukket “af familiemæssige årsager”.

Det skete lørdag den 12. august og helt uden forudgående varsel. Politiet, der har tilbageholdt de to ejere, mistænker, at de to kvinder ganske enkelt har svindlet løs.

Det skriver Politica.elpais.com

Besked på Whatsapp

De to tilbageholdte oplyste via Whatsapp deres kunder om, at banken havde smækket kassen i, og at de derfor blev tvunget til at lukke bureauet. 

Ikke helt de “familiemæssige årsager”, der stod anført i vinduet.

De to kvinder er fortsat tilbageholdt, men indtil videre står det altså uklart, hvorvidt de to har svindlet med overlæg.

Selv benægter de hårdnakket, at de skulle have taget penge ud af det seks år gamle rejsebureau. 

International kundekreds

Bureauets kunder kommer fra Thailand, Norge, Canada, Rusland og USA, og de indbetalte beløb går fra 500 euro og helt op til 10.000 euro. 

Anmeldelserne fra udlandet bliver ved med at indløbe, så det er ikke til at vide, hvor mange der reelt har penge tilgode.

Forbrugerrådet i Palencia har tilrådet de ramte til at indsamle al modtaget dokumentation og starte en klagesag. De skal anmode om en voldgiftsafgørelse, indtil de kan starte en straffesag foran domstolene efter den 1. september.

Forbrugerrådet tilråder, at sagen føres som et civilt søgsmål. 

På den måde vil ofrene nemlig kunne få deres penge tilbage ifølge lov 25/2001 af den 25. januar, som drejer sig om regler for rejsebureauer i Castilla y León.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.