Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Smartere og bedre beskyttelse

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 03/08/2017 - 01:00

Sundhed & sygdom

SUNDHED: Solen brager ned over det ganske, spanske land, og en lille pille kan give dig ekstra beskyttelse mod hudkræft og rynker.

86 procent af alle spanierne sjusker med solbeskyttelse, og halvdelen har aldrig hørt om solbeskyttelsespillen. Tallet for danskere er nok ikke meget anderledes.

Man skulle tro, at spanierne, der lever med sol hele året, var verdensmestre i at beskytte sig imod den. 

Men en ny undersøgelse fra det farmaceutiske laboratorium IFC viser, at kun 14 procent af befolkningen beskytter sig effektivt. 

Det skriver Lasprovincias.es

Husk pillen

Foreningen af Hudlæger bakker op om resultatet, der viser, at for at undgå solskader skal man både bruge en creme med en ordentlig faktor som 50, indtage en solbeskyttende pille og gå jævnligt til hudlæge og få tjekket pletter og modermærker. 

Og man skal ikke indskrænke brugen af solcreme til om sommeren. Den side af sagen glemmer mange.

Hvis du nu sidder og undrer dig over, hvad en solbekyttende pille er, er du ikke alene. 

Hver anden spanier har aldrig hørt om fotoprotección oral - solbeskyttelse gennem munden.

Værn mod hudkræft

Doktor María Vitale er hudlæge på IFC-laboratoriet, som blandt andet fremstiller solbeskyttelsespillerne. Hun fortæller, at pillen, i modsætning til solcreme, virker i dybden og bremser de mekanismer, der skaber mutationer i DNAet. Mutationer, som er med til at udvikle hudkræft.

Den er eminent til alle, siger hun. Den virker på celleniveau og øger antioxidanterne, som beskytter huden. 

Man bliver ikke så let forbrændt, huden ældes ikke så meget af solen, og medikamentet minimerer altså risikoen for udvikling af hudkræft. 

Pillen er især god for folk med lys hud som lyshårede og rødhårede og andre, der har sensitiv hud - for eksempel på grund af immunbehandling.

Stadig også solcreme

Men selv om det ville være rart at slippe for den klistrede solcreme, kan man ikke bruge pillen alene og være i solen i timevis. Der skal også creme til, og den skal bruges rigtigt. 

Det vil sige, at den skal på i en ordentligt lag og fornyes hver anden time og endnu oftere, hvis man sveder eller går i vandet. 

Og så skal man stadigvæk holde sig ude af solen i middagstimerne, gå med bredskygget hat og solbriller og gerne dække udsatte steder med let tøj.

Udsætter ældning

Ud over at nedsætte risikoen for forbrændinger og hudkræft gør solpillen gavn ved at forhindre, at hudens kollagen og derved elasticitet nedsættes af solbadningen. 

Man kommer ikke til at se så barket ud, med andre ord. 

Og så virker den overalt på kroppen, også på de steder, der tit bliver sprunget over, fordi de er vanskelige at nå. 

Hvem husker at putte creme under fødderne og på ørerne eller gnide den ind i mandens gorillaslips? 

Den solcreme, man smører på, lander måske på udvalgte steder, og vi har en tendens til at smøre den for tyndt på og glemme at forny laget hver anden time.  

Hvem kan bruge pillen?

Så kommer spørgsmålet om, hvem der kan tage den nyttige pille. Hvad med børn for eksempel?

Her siger Doktor María Vitale, at det er bedst at spørge sin hudlæge til råds, for det kommer an på barnets vægt. 

En konsultation hos lægen er også en god idé, hvis man fejler et eller andet specielt, men i princippet er der ikke noget, der taler imod at bruge for eksempel Fernblock, Heliocare eller ét af de andre produkter, der er i handelen. 

Det er bedst at begynde en måned før, man rigtigt skal i solen, men de virker også fra det øjeblik, man tager den første. 

Tager man en til to kapsler dagligt fra maj til september, er man godt rustet.

Og så siger hudlægen naturligvis, at det er allerbedst helt at holde sig i skyggen.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.