Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spanien er stadig køernes land

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 15/09/2018 - 00:01

Klumme

KLUMME: Mange af Spaniens autoriteter er fortsat specialister i at malke borgerne for både unødvendig tid og andre ressourcer.

Det skal dog straks siges, at meget er blevet bedre med årene, og det skal jeg nok tage med i mine betragtninger.. Der findes da også glade køer i landet!

I mange sammenhænge er det altså stadig helt gak set med rationelle øjne.

Mit seneste eksempel er en ansøgning til Torrevieja Kommune, hvor vi søgte om en favorabel udtalelse for, at en kundes bolig kunne godkendes som feriebolig.

For at kommunen ville behandle den, skulle vi først søge om et ‘indbetalingsbrev’ for det gebyr på 54,10 euro, som kommunen tager for at behandle ansøgningen.

Var der noget kontonummer, så vi hurtigt kunne foretage en bankoverførsel?

Nej, vi skulle gå ind i én af flere banker, stå i kø ved kassen, få bankens stempel på indbetalingsbrevet og så vedlægge det sammen med ansøgningen i en anbefalet forsendelse.

Med ny kø på postkontoret. Ikke noget med elektroniske forsendelser, der ville have sparet tidsspilde for både os, banken, postvæsenet og kommunen selv.

Kø på et offentligt kontor

Køerne hos postvæsenet er dog blevet bedre. Nogle steder. På hovedpostkontoret i Fuengirola er det flere år siden, at man indførte numre, så man kan sidde ned i den måske halve time, man skal vente.

Det er endda så avanceret, at man kan vælge nummer efter det ærinde, man har. Så slipper man for at stå og vente i en halv time i en kø og ved lugen få at vide, at man står i den forkerte kø. 

- Du skal stille dig op derovre i stedet!

Så det er jo positivt, det er blevet sådan.

Policia Nacional i Fuengirola

Absolut mindre positivt er det at skulle registrere sig hos Policia Nacional i Fuengirola. Her skal man møde op, inden det bliver lyst og stå i kø frem til klokken 9:00, hvor man eventuelt kan være så heldig af få et nummer, hvorefter man bliver ekspederet i rækkefølge med passende ventetid imellem.

For derved alene at opnå et mødetidspunkt, hvor man skal møde op igen for at få sin sag behandlet.

Det er godt nok en trist situation, at Policia Nacional nærmest gør det umuligt for lovlydige mennesker at foretage den lovpligtige tilmelding ved ophold over tre måneder i Spanien.

Kø hos Endesa

Næsten lige så slemt er det at få “service” hos elselskabet Endesa, hvor det også hedder morgenkøer med risiko for slet ikke at blive betjent. Det kan nemlig ske, at døren bliver lukket for næsen af en, når ekspeditionstiden slutter.

Selvom Endesa er en privat virksomhed, har attituden fra medarbejderne ofte været ‘på højeste autoritetsniveau’. For omkring fem år siden skiftede jeg heldigvis til et andet elselskab med skandinavisk betjening.

Her er det ikke holdningen nærmest at jagte ét eller andet manglende dokument som det vigtigste, men at hjælpe med en løsning, hvis det skulle være tilfældet.

God udvikling med konkurrence på det ret korrumperede elmarked.

I banken

Hvis der er noget, man kan have lyst til, er det at banke banker for deres betjening af kunder, som de ikke har nogen problemer med at flå for gebyrer. Endda ved selvbetjening på netbank.

Nogle gange er det desværre et must, at man skal henvende sig personligt i banken. For eksempel køen til kassen, fordi én eller anden anden autoritet kræver et stempel på en kvittering.

I nogle banker har man været lige så geniale som på postkontoret ved at indføre numre og endda forsynet filialen med nogle stole, så alle ikke behøver stå op.

Bankernes netbank-system har dog med årene udviklet sig ret godt, så det meste kan klares fra lænestolen. Men der er stadigvæk mange - specielt ældre spaniere - der er nødt til at møde personligt frem. Fordi de ikke kan finde ud af det dér med netbank.

De glade køer

Der findes også i Spanien de så absolut glade køer. Det er, når julen nærmer sig og man skal købe sine ‘decimos’ i håbet om at blive millionær, hvis man ikke er det i forvejen.

Overtroen spiller en stor rolle. For der er nemlig nogle lotteri-udsalg, der bringer mere held end andre. Steder, hvor man tidligere har solgt decimos, hvor hovedgevinsten ‘El Gordo’ er faldet.

Det er vigtigt, at købe de steder, selvom det i dag kan gøres på nettet fra lænestolen.

Glad kø til julelotteriet

Under en tur til Barcelona for flere år siden, havde jeg lovet en spansk bekendt, at købe decimos i et bestemt lotteri-udsalg tæt ved Ramblaen.

Der var kø rundt om hjørnet og langt nede ad sidegaden. Men alt for en god ven! Det opmuntrende var, at ingen i køen virkede irriterede. Der var både smil og snak så faktisk en god oplevelse.

Desværre vandt min ven ikke - og heller ikke jeg, der selvfølgelig ikke også kunne lade være med at købe en decimo, nu jeg var i lykkens tempel.

Der er jo ikke meget andet at gøre end at smile, den dag man står i en irriterende kø. I dag er trøsten jo også, at man med sin smartphone lige kan opdatere sig med nyheder i ventetiden.

Og en dag skal det hele nok blive bedre...

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en glad weekend.

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.