Spaniens vilde natur

Spanien er kendt for sine strande, sit rige kulturliv og sin gastronomi, men landet rummer også nogle af Europas mest spektakulære og bedst beskyttede naturområder. De spanske nationalparker udgør et unikt netværk af beskyttet natur, der spænder fra de sneklædte tinder i Picos de Europa til de vulkanske månelandskaber på De Kanariske Øer og de frodige, oversvømmede vådområder i Andalusien.

For herboende og rejsende, der ønsker at forstå det spanske landskab i dybden, er historien, administrationen og de strenge regler bag disse naturområder helt afgørende. Denne guide giver dig det fulde overblik over det system, der beskytter Spaniens grønne og vilde hjerte.

Historien bag: Pionererne og de første erklæringer

Pedro Pidal

Spaniens tradition for at beskytte sin natur strækker sig mere end et århundrede tilbage. Det hele tog sin begyndelse med vedtagelsen af den første spanske nationalparkslov i december 1916. Manden bag dette fremsynede initiativ var juristen og politikeren Pedro Pidal, markis af Villaviciosa. Pidal var en passioneret jæger, bjergbestiger og naturelsker, som var dybt inspireret af den amerikanske model med Yellowstone National Park, der blev oprettet i 1872.

Efter lovens vedtagelse gik der ikke længe, før de første to områder officielt fik den eftertragtede status i 1918. Den allerførste spanske nationalpark blev Parque Nacional de la Montaña de Covadonga (i dag en del af Picos de Europa) i Asturien, tæt fulgt af Parque Nacional del Valle de Ordesa (i dag Ordesa y Monte Perdido) i de aragoniske Pyrenæer. Formålet var dengang – præcis som i dag – at værne om landskabets enestående skønhed og forhindre, at råstofforvaltning eller ukontrolleret byggeri ødelagde områderne.

Video

En kort introduktion

Nationalparkernes kategorier

For at et naturområde i Spanien kan opnå status som nationalpark, skal det repræsentere et af landets vigtigste økosystemer. Inden for det nationale netværk opdeles parkerne overordnet i tre geografiske kategorier:

• Landbaserede nationalparker (Terrestres): Parker, der udelukkende dækker landområder, som de alpine bjerge i Sierra Nevada eller de rå vulkankratere i Timanfaya på Lanzarote.

• Maritime-landbaserede nationalparker (Marítimo-terrestres): Områder, der beskytter både land og det tilstødende havmiljø. De bedste eksempler på dette er Cabrera-øhavet syd for Mallorca og Cíes-øerne i Galicien (Islas Atlánticas).

• Marine nationalparker (Marinos): Parker, som udelukkende omfatter marine økosystemer under havets overflade. Indtil for nylig var denne kategori tom, da alle eksisterende parker havde en landbaseret komponent.

Hvem ejer den beskyttede jord?

Et af de mest komplicerede spørgsmål vedrørende de spanske nationalparker er ejerskabet af jorden. Mange forestiller sig, at en nationalpark automatisk er ejet af den spanske stat, men virkeligheden er en helt anden og langt mere fragmenteret.

Inden for de spanske nationalparker findes der tre primære former for ejerskab. En stor del af arealerne er offentligt ejet (titularidad pública), enten af den spanske stat, de selvstyrende regioner eller de lokale kommuner.

Cabañeros

En overraskende stor del af jorden er dog i privat eje (propiedad privada). I parker som Cabañeros i Castilla-La Mancha eller Doñana i Andalusien findes der store, historiske landbrugsejendomme, jagtrevirer og skovområder, som fortsat tilhører private familier eller virksomheder. Endelig er store arealer ejet af lokale landsbyfællesskaber som fællesbunde (montes vecinales en mano común), særligt i det nordlige Spanien.

Uanset hvem der har skødet på jorden, dikterer den strenge spanske nationalparkslovgivning dog, hvad jorden må bruges til. Private ejere er underlagt massive restriktioner i forhold til byggeri, landbrug, jagt og skovdrift, og de kompenseres ofte økonomisk for disse begrænsninger.

Administration og finansiering

Fordelingen af magten og det økonomiske ansvar for nationalparkerne har historisk set været kilde til store politiske og juridiske sværdslag mellem centralregeringen i Madrid og de selvstyrende regioner (Comunidades Autónomas).

Efter en række afgørende domme fra den spanske forfatningsdomstol er magtbalancen i dag faldet på plads i en klar model. Selve den daglige drift, vedligeholdelse, naturpleje, lokale skovbetjente og ansættelse af personale varetages og finansieres direkte af de respektive selvstyrende regioner, hvor parkerne fysisk befinder sig.

Den spanske stat (gennem Ministeriet for Økologisk Omstilling og det dertilhørende organ Organismo Autónomo Parques Nacionales) har dog fortsat en overordnet koordinerende rolle. Staten finansierer landsdækkende forskningsprogrammer, sikrer den overordnede ensartethed i naturbeskyttelsen og træder til med økonomisk støtte samt beredskab i tilfælde af større katastrofer, såsom skovbrande.

Hvordan skabes en nationalpark?

Vejen til at blive erklæret for nationalpark i Spanien er lang, bureaukratisk og kræver stor politisk konsensus. Processen forløber typisk gennem følgende faser:

1. Indstillingen: Initiativet starter som regel lokalt eller regionalt. Det er den selvstyrende region (eller staten i tilfælde af rent marine områder), der udarbejder et detaljeret forslag, som videnskabeligt dokumenterer områdets unikke naturværdi.

2. Godkendelse i Ministerrådet: Forslaget skal godkendes af det spanske ministerråd (Consejo de Ministros), som herefter erklærer området som "kommende nationalpark" under foreløbig beskyttelse.

3. Høring og debat: Der igangsættes en langvarig høringsproces, hvor lokale kommuner, landbrugsorganisationer, lodsejere og miljøorganisationer kan komme med indsigelser.

4. Lovgivning i parlamentet: Den endelige erklæring sker ikke ved et simpelt dekret. Den kræver, at det spanske parlament (Cortes Generales) udarbejder og vedtager en specifik, individuel lov for den pågældende park. Det er denne lov, der fastlægger parkens præcise grænser og beskyttelsesregler.

Arealkrav

For at sikre, at en nationalpark reelt fungerer som et selvstændigt og robust økosystem, opstiller den spanske nationalparkslov meget specifikke krav til arealets størrelse:

• Landområder på halvøen (Peninsulares): Skal have et sammenhængende areal på mindst 15.000 hektar.

• Ø-områder (Insulares): Da pladsen er mere begrænset på øerne, er kravet her sat til mindst 5.000 hektar.

• Marine nationalparker: Skal dække et areal på mindst 20.000 hektar.

Der findes ingen formel øvre grænse for, hvor stor en nationalpark må være. Den største nationalpark i Spanien er i dag det maritime-landbaserede Cabrera-arkipelag, som efter en massiv udvidelse af sit havområde i 2019 dækker over 90.000 hektar.

Er det gratis at besøge parkerne?

Ja, som udgangspunkt er der fuldstændig gratis adgang til alle de 16 spanske nationalparker. Det er en grundlæggende filosofi i det spanske system, at den beskyttede natur skal være tilgængelig for alle borgere.

Aigüestortes

Gratis adgang betyder dog ikke ubegrænset adgang. På grund af det enorme pres fra turismen har myndighederne i de senere år indført strenge adgangsbegrænsninger (kvoter) i de mest sårbare parker. I parker som Islas Atlánticas de Galicia (Cíes-øerne) eller Aigüestortes i Estany de Sant Maurici i Pyrenæerne skal man booke adgang på forhånd, og der er et dagligt loft over antallet af besøgende. Nogle steder kan der også være brugerbetaling for obligatorisk shuttlebus-transport eller bådoverfart til parken.

Hvorfor nationalparkerne er vigtigere end nogensinde

Når man formidler historien om de spanske nationalparker til herboende udlændinge og turister, er det vigtigt at se ud over de smukke postkortmotiver. Nationalparkerne er ikke blot friluftsmuseer; de er dynamiske og ekstremt sårbare økosystemer, der lige nu står over for historiske udfordringer.

Klimaforandringerne rammer de spanske parker hårdt. Tørke og stigende temperaturer truer vådområderne i Doñana og Tablas de Daimiel, mens fraværet af sne i de alpine egne presser den unikke flora og fauna. Som besøgende bærer man et stort ansvar for at respektere de strenge regler – herunder at holde sig til de afmærkede stier, tage sit affald med sig og respektere dyrelivet. Nationalparkerne viser os Spanien, når det er allersmukkest, men de minder os også om, hvor skrøbelig vores natur er.

Er der en nationalpark nummer 17 på vej?

El Mar de las Calmas

Ja, netop nu er Spanien meget tæt på at kunne indvinde sin nationalpark nummer 17. Det drejer sig om El Mar de las Calmas, beliggende i det krystalklare og dybe hav syd for den kanariske ø El Hierro.

Når den endelige lov vedtages i det spanske parlament, vil Mar de las Calmas skrive historie som Spaniens allerførste, udelukkende marine nationalpark. Området dækker over 24.000 hektar uberørt hav, der styrter ned i dybder på over 2.300 meter tæt på kysten. Området er verdenskendt som et sandt fristed for sjældne hvalarter – særligt næbhvaler – samt for sine unikke undersøiske vulkanske gasudstrømninger. Processen har kørt gennem de officielle høringsfaser og ministerielle godkendelser, og lovforslaget forventes at blive endeligt godkendt inden længe, hvilket vil fuldende listen med den 17. perle i rækken.

Husk at gemme artiklen i dit Amigos Bibliotek til senere brug.

På næste søndag får du oversigten over de første 8 af de 16 nationale parker med en beskrivelse, interaktivt kort og link til hver enkelt af dem