Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Spar flere tusind euro

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 26/09/2018 - 11:43

Penge & Forbrug

PENGE & FORBRUG: Hvor handler du? Forbrugerforening har lavet et pristjek, og der er enorme forskelle.

Vi handler i gennemsnit for 4.986 euro om året. Valg af supermarked kan betyde, at du får 947 euro ekstra at bruge på noget andet.

Ifølge forbrugerforeningen OCUs årlige undersøgelse af supermarkeder varierer de maksimale besparelser fra 257 euro og helt op til 3.000 euro afhængigt af hvilken by, du handler i.

Et supermarked i Granada og et i Jerez de la Frontera er landets absolut billigste, mens Madrid fortsat brillerer ved at have den absolut dyreste.

Puertollano er den billigste by at handle i, mens det er dyrest i Getxo.

Stor indkøbskurv

OCU har netop offentliggjort sit årlige pristjek baseret på 173.305 priser fra 1.176 forskellige supermarkeder i 64 spanske byer og på nettet.

"OCU-kurven” består af 242 forskellige produkter fra forskellige kategorier, der omfatter ferske varer (kød, fisk, frugt og grøntsager), emballage, hygiejne og personlig hygiejne, og her tale vi både mærkevarer og butikkernes egne mærker.

På den måde har man kunnet sammenligne det generelle prisniveau, så vi forbrugere har mulighed for at spare vores hårdt tjente penge.

Geografi og besparelser

Resultaterne af dette års undersøgelse viser, at to virksomheder er langt de billigste: Dani Supermarked i Granada og Super Carmela i Jerez de la Frontera. 

I den modsatte ende finder vi igen-igen Sanchez Romero i Madrid, der “vinder” æren år efter år. Kæden er i øvrigt også den dyreste i landet og er svimlende 71 procent dyrere end landets billigste kæder.

Landets billigste kæde byder også på en gentagelse nemlig den andalusiske Dani, efterfulgt af Supeco, der har få butikker spredt i forskellige regioner og på tredjepladsen Vidal, der findes i Levante-området. 

Ser vi på kæder, der findes i hele landet, er de billigste Alcampo og Mercadona, mens El Corte Inglés og Ulabox.com er dem med de højeste priser.

Priserne varierer dog stort fra by til by. hvis du skal have mest for pengene, skal du handle i Puertollano, Jerez de la Frontera eller Ciudad Real. Omvendt strækker skillingerne ikke langt i Getxo, Palma de Mallorca og Barcelona. 

Ser vi på regionerne er La Rioja og Galicien de billigste, mens Catalonien og Balearerne er de dyreste.

Dyrere siden sidste år

Undersøgelsen viser også, at alle større kæder undtagen Supersol har skruet op for priserne i det seneste år.

Genmsnitligt er priserne steget med  to procent, hvor Carrefour Express tegner sig for en stigning på fire procent, Alcampo 3,2 procent og Hipercor tre. 

Zoomer vi ind på de ferske varer, er hovedsageligt fisk blevet bemærkelsesværdigt dyrere siden sidste år. OCU har registreret stigninger på 3,5 procent - nogle endnu højere.

For eksempel er frisk kulmule blevet 20,1 procent dyrere, sardiner 19 procent dyrere og blæksprutte 18 procent dyrere.

Men hvad der er endnu mere forfærdeligt er, at vin er blevet 40,8 procent dyrere! Engangsskrabere har også fået et hak opad og er blevet 28,2 procent dyrere og grønne æbler er 18 procent dyrere.

Til gengæld er kartofler blevet 11,9 procent billigere, hvidløg 10,8 procent billigere og citroner er nu 8,8 procent billigere end sidste år.

Hvor meget kan vi spare?

OCU-undersøgelsen viser, at forbrugerne i gennemsnit kan spare 947 euro pr. år, hvis de handler i byens billigste supermarked.

Madrid er byen, hvor der er størst forskel på billig og dyr med besparelser på helt op til 3.000 euro, som er prisforskellen mellem Alcobendas og San Sebastian de los Reyes. En familie, der handler i den dyreste i et år, ville have penge til at handle i otte ekstra måneder i den billigste.

Den næste by på listen over de største forskelle på dyr og billig er Barcelona, ​​men her er forskellen “kun” på 1.547 euro. 

Omvendt er der byer, hvor besparelserne er meget små. I Puertollano er der mindst at hente for den prisbevidste forbruger, men der er trods alt noget at hente nemlig 257 euro om året. Herefter følger Soria med en forskel på 265 euro.

Find det billigste supermarked nær dig her

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.