Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Stallone indtager Tenerife

Skrevet af Kristoffer Olesen, ons, 14/11/2018 - 07:00

Kunst & kultur

VIDEO: Optagelserne til den femte Rambo-film starter nu i Spanien. Stallone er ikke nogen vårhare, så det skulle efter sigende også blive den sidste.

Selvom hans storhedstid i 1980’erne for længst er forbi, står Rambo stadig klart i manges sind, som en af Hollywoods absolut største actionstjerner.

 

I skikkelse af Sylvester Stallone gik den hårdtpumpede krigsgud på mordtogt i alt fra Vietnams jungle til Afghanistans ødemarker.

De tre oprindelige Rambo-film havde premiere mellem 1982 og 1988, mens karakterens ekstreme popularitet gjorde, at han fik en tur mere i arenaen i 2008.

Selvom Stallone i dag har 72 år på den veltrænede bag, tager han nu en sidste omgang som den hårdtslående veteran, og på torsdag bringer det ham og filmholdet til De Kanariske Øer.

Helt ung er Stallone ikke længere...

Europas Mexico

Den nye film bliver den femte i serien og har fået den mundrette titel ‘Rambo V: Last Blood’.

I ‘Last Blood’ skal den muskuløse helt hjælpe sin vens datter ud af kløerne på et mexicansk kartel. Tenerife har været så heldig at få rollen som det sydamerikanske land.

Optagelserne starter i Santa Cruz de Tenerife og fortsætter helt indtil 4. december. Bydelene Cepsa, Somosierra, Ifara, Taco og Barrio Nuevo vil også indgå i optagelserne.

De Kanariske Øer er heldigvis ikke helt uvante med at lave spillefilm. Siden 2015 har optagelser til flere end 40 af slagsen fundet sted på dem.

Big business

Når Hollywood skal lave film, bliver der ikke sparet på noget, og Stallone kommer da også med et filmhold på 250 mennesker og flere end 1.000 statister.

Den fjerde film havde et budget på 50 millioner, så mon ikke den femte i rækken også har penge til tilstrækkeligt med krudt, kugler og smadrede biler.

De første fire film har indtjent omkring en milliard amerikanske dollars, så der er helt sikkert store økonomiske forventninger til den sidste i rækken.

Filmen forventes at få premiere om et års tid.

Hvis man skulle have glemt, hvordan det ser ud, når Rambo folder sig ud, kan man gense et af de gamle klip her (og bare rolig - det er teaterblod):

 

Dagens billede i Viden & Hygge

Overraskende mange spaniere tager cyklen

Klik her for at se dagens nye Viden og Hygge med krydsord, bonmot og digt...

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.