Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Stenkastende idioter

Skrevet af Redaktionen, tir, 12/12/2017 - 01:00

Fly & trafik Krimi og katastrofe

TRAFIK & ULYKKE: Dødsensfarlige stenkast er blevet flere og flere på de danske motorveje. Nu er det sket her i landet, og det er gået ud over en ambulance.

Hverdagens helte sætter livet på spil for vores ve og vel, men det er desværre ikke alle, der er lige taknemmelige.

I Danmark er der flere og flere sager om folk, der kaster sten efter køretøjer fra motorvejsbroer.

Her i landet bliver ambulancer somme tider udsat for hærværk og brandstiftelser, men det sker sjældent noget, mens udrykningskøretøjerne er på farten.

Det gjorde der dog onsdag klokken 23:12 i sidste uge.

En eller flere ukendte gerningsmænd kastede en stor sten gennem forruden på en ambulance fra en motorvejsbro.

Det skriver Malagahoy.es.

På et hængende hår

Angrebet fandt sted på A-357 i nærheden af universitetshospitalet Virgen de la Victoria.

Redderne havde netop kørt en patient på hospitalet, og var på vej tilbage til Torremolinos.

Livsfaren er ikke til at overse, når en stor sten rammer forruden med så stor kraft, at den bryder igennem.

Stenens størrelse i forhold til en hånd

Heldigvis blev ingen alvorligt såret. Men redderne var meget chokerede, da det langt fra er hverdagskost at blive angrebet på den måde. 

Stenen kilede sig fast mellem sædernes nakkestøtter, og hvis ikke redderen bag rattet havde holdt hovedet koldt, kunne det være endt i en meget større ulykke. 

Der fløj glasskår fra den knuste rude ind i førerhuset

Meningsløst

De ansvarlige for den hovedløse forbrydelse er hverken identificeret eller pågrebet. Det vides heller ikke, hvorfor ambulancen blev valgt som målskive.

Politiet blev informeret kort efter angrebet, og sagen er nu overdraget til Guardia Civil, fordi det skete på en motorvej.

- Alle spor tyder på, at det var en vittighed, men det kunne være endt fatalt, siger Juan Miguel Contioso, der er ansvarlig for sundhedssektoren i arbejdernes fagforening, UGT.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.