To kvinder anholdt for at drive ″jihad-akademi″
Skrevet af Kathrine Hesner, man, 02/06/2025 - 07:00

Krimi
VIDEO: Spaniens politi afslører komplekst netværk for radikalisering af kvinder.
I en større anti-terroroperation har det spanske nationalpoliti anholdt to kvinder i byen Alcorcón nær Madrid.
De mistænkes for at have oprettet en virtuel platform, der fungerede som en slags "jihad-akademi" med det formål at radikalisere muslimske kvinder. Ifølge politiet spredte de propaganda for den ekstremistiske gruppe DAESH - eller ISIS - og opfordrede til vold i islams navn.
Skjulte terrorpropaganda bag religion
De to kvinder brugte sociale medier til at dele materiale, der fremmer jihadistisk ideologi. Under dække af at undervise i islam formidlede de i virkeligheden budskaber, der opfordrede til vold og støttede Den Islamiske Stat.
Politiet har dokumenteret, hvordan de normaliserede yderliggående adfærd, herunder hyldest af et voldeligt knivangreb mod seks kvinder i Barcelonas metro i februar 2025, hvor et af ofrene alvorligt blev såret.
For at gå under radaren tog de omhyggelige forholdsregler, herunder krypteret kommunikation. Alligevel lykkedes det efterforskere at spore deres aktiviteter tilbage til 2024, hvor de første mistænkelige profiler blev identificeret.
Masser af elektronisk bevismateriale
I sidste uge kulminerede så efterforskningen, da politiet gennemførte en razzia i kvindernes fælles bolig, hvor de beslaglagde adskillige elektroniske enheder og dokumenter, der nu analyseres for yderligere beviser.
Operationen blev udført i samarbejde mellem Madrids politi og den nationale anti-terrorenhed under overvågning af en særlig undersøgelsesdommer.
Begge kvinder blev fremstillet for en dommer i den spanske nationale domstol, hvorefter den ene blev varetægtsfængslet, mens den anden blev løsladt, dog under strenge betingelser som for eksempel at skulle møde op i retten ugentlig.
Den spanske regering har lovet en skærpet indsats mod online-radikalisering, især når den sker under dække af religiøs undervisning.
Kan måske også interessere dig
Kokain smuglet i skibsskrog på Gran Canaria
VIDEO: Tre personer anholdt efter fund af 72 kilo narko.
Fremtiden for menneskelivet væk fra Jorden skabes i spanske laboratorier
Spanien er i føretrøjen inden for rum-bioteknologi.
Kom med til et blomstrende eventyr
Córdoba er altid et besøg værd, men særligt lige nu, hvor de lokale varmer op til den årlige blomster-amok-fest!
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.