Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

“Turisme dræber!”

Skrevet af Simon Koefoed Toft, man, 31/07/2017 - 12:14

Krimi og katastrofe

TURISME & KRIMI: Børnefamilier blev skræmt fra vid og sans, da maskerede mænd stoppede og punkterede en turistbus midt i Barcelona.

Indbyggere i turistmagneten Barcelona blev torsdag endnu en gang mindet om, hvor store spændinger der findes mellem den fastboende befolkning og de mange besøgende, der hvert år kommer til byen.

Barcelonas position som et af verdens mest populære rejsemål er ved at kvæle byen, mener mange.

Og enkelte af borgerne er klar til at bruge hærværk og skræk til at jage turisterne væk.

Maskerede mænd

Torsdag blev en dobbeltdækkerbus fyldt med turister angrebet af maskerede gerningsmænd, der standsede bussen foran det legendariske fodboldstadion Camp Nou.

Gæsterne blev naturligvis rædselsslagne, og flere gik ud fra, at de var i gang med at blive ofre for et terrorangreb.

Men det var altså aktivister og ikke terrorister, der havde standset bussen.

Turisme dræber

De fire maskerede mænd punkterede først en af bussens hjul, og derefter gik de i gang med at spraymale deres budskab på bussens forrude:

- El Turisme Mata Els Barris, skrev de med fede typer.

Sætningen er catalansk og betyder “Turisme dræber nabolagene” (foto: Twitter)

 

Under kritik

Rådhuset i Barcelona har fået kritik for at forsøge at dysse sagen ned, og særligt borgmester Ana Colau har måttet høre for, at hun var lang tid om at fordømme aktionen.

Efter lang tids stilhed tweetede borgmesteren dog at “protestere over turisme skal aldrig betyde, at folk skal skræmmes.”

Ifølge det engelske medie METRO blev hærværket udført af medlemmer af en marxistisk ungdomsorganisation, der er store modstandere af masseturisme i Barcelona.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.