Turismen vil ingen ende tage
Skrevet af Simon Koefoed Toft, ons, 12/04/2017 - 01:00

Turisme
REJSER & OPLEVELSER: Alt tyder på, at det bliver endnu et rekordår for spansk turisme. Alene påsken bliver usædvanligt indbringende.
Solen skinner, maden er god og drinksene er billige.
Spanien er og bliver et helt fantastisk sted at opholde sig fra foråret til det sene efterår.
Og det har hele verden opdaget på samme tid, føles det som om, når man kigger på de nyeste tal for antallet af turister, der kommer til Spanien på ferie.
Smadrer rekorden
I 2016 kom der for første gang nogensinde flere end 75 millioner udlændinge til landet, og i de to første måneder af det nye år er der allerede landet flere end otte millioner, hvilket er 11,4 procent flere end i samme periode året før.
Det fortalte undervisningsminister og talsmand for regeringen, Méndez de Vigo, på et pressemøde fredag.
Fortsætter de gode takter, kan 2017 smadre besøgsrekorden fra sidste år. Faktisk vil der i slutningen af året have været hele 83 millioner turister forbi Spanien, hvis den nuværende stigning i besøgende fortsætter, fortsatte Méndez de Vigo.
Og de gode nyheder vil ingen ende tage.
Bedste turistland
Alt dette kommer nemlig i forlængelse af, at Verdens Økonomiske Forum i en rapport, der blev udgivet torsdag, konkluderede at Spanien er det førende turistland i verden.
Her kan du læse, hvad Spanien i Dag skrev i den anledning.
Her i påskedagene er der også godt fyldt op på landets hoteller, som faktisk næsten ikke kan rumme flere turister.
Méndez de Vigo sagde fredag, at man i påskedagene regner med en belægningsprocent på massive 85,3 procent, hvilket er næsten fem procent højere end i 2016.
På Spanien i Dag kan vi kun nikke genkendende, for så sent som i går talte vi med flere rejsebureauer, der alle meldte om helt eller næsten udsolgt på påskerejser.
Den artikel kan du læse lige her.
Tilbage er der vist kun at sige, at vi, der bor hernede, skal huske at nyde det smukke land. For snart kan vi ikke se det for bare turister.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.