Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Tusinder nye ansigter i Barcelona

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 28/10/2019 - 06:59

Samfund og Politik

VIDEO: Efter nye voldshandlinger lørdag overtog op mod 400.000 demonstranter mod løsrivelse søndag fredeligt gaderne i Barcelona.

Lørdag nat gik det igen galt i Barcelona, da Comités de Defensa de la República (CDR) havde kaldt til nye aktioner. 

15 blev såret herunder en betjent alvorligt, da voldsmændene kastede med sten og flasker mod politiet.

- Vi vil gennemføre Catalonien som republik med vold, lød det fra aktivisterne.

TV2’s korrespondent Jeppe Krogager rapporterede lørdag aften fra Barcelona. Adspurgt om udsigt til fred i byen, sagde han, at han ikke forventer det i nærmeste fremtid. Krogager nævnte også, at skaderne på byen var løbet op i mere end 20 millioner euro, hvortil kommer tabet for byens erhvervsdrivende. Endnu et krydstogtskib havde valgt at finde anden havn.

Ændret gadebillede

Den fredelige demonstration søndag var arrangeret af Sociedad Civil Catalana (SCC) og ifølge dem deltog 400.000 mennesker.

Allerede tidligt søndag forsøgte aktivister at boykotte demonstrationen ved at blokere veje, så busser med demonstranter ikke kunne passere og blokere togspor med træer. Men de fleste kom frem alligevel.

- Vi er for at sige, at nu er nok nok med separatisternes uafhængigheds-proces, lød det fra demonstranterne og deres bannere.

Ved oplæsningen af manifestet blev det lovet, at tilhængerne af et samlet Spanien med respekt for konstitutionen aldrig mere vil være stille, og at separatisternes ubarmhjertige voldshandlinger kræver, at Cataloniens præsident Quim Torra træder tilbage og udskriver valg til regionen.

Aktivister havde også forsøgt at bryde politiets blokade af Sants-togstationen for at trænge ind dér og forhindre de fredelige demonstranters ankomst. I andre gader i Barcelona adskilte politiet aktivister fra de fredelige demonstranter.

Video

Varighed 39:02. Den starter med, at demonstranterne roser politiet for deres indsats mod voldsmændene

Spændingerne i Catalonien er trukket kraftigt på den politiske scene. Mens højrepartierne med Pablo Casado i spidsen ønsker regionen sat under administration er PSOE’s fungerende premierminister Pedro Sánchez mere til en blød løsning med mulighed for øget selvstændighed til Catalonien.

Uden tvivl er situationen i Catalonien blevet hovedtema op til valget den 10. november.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.