Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Utroligt træls ekskæreste

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 02/03/2017 - 01:00

Krimi og katastrofe

KRIMI: Knuste hjerter betyder som regel tårer, tid og masser af chokolade, men nogle forsmåede ekser vælger en mere vanvittig løsning.

Hun lagde intime videoer af ham på nettet og sendte ham “bevis” på, at hun var gravid med hans barn.

I en pressemeddelelse onsdag forklarer Policía Nacional, hvad “stalking” er, men mon ikke de fleste danskere efterhånden kender begrebet?

Uophørlig og grænseoverskridende forfølgelse af en person, som man har eller mener at have et følelsesmæssigt forhold til.

Det må man sige, at en 19-årig marokkansk kvinde har udsat sin ekskæreste for. Nu er hun blevet anholdt af Policía Nacional.

Psykisk tortur

Forhold går i stykker, men nogen kan ikke klare det. Den nu anholdte kvinde måtte vinke farvel til kæresten sidste sommer og blev åbenbart totalt revet med af sine følelser.

Fra det øjeblik udsatte hun ham for psykisk tortur med menneskets næstbedste ven: Mobiltelefonen.

Det var rendyrket stalking både online og ude i det virkelige liv.

Og lad og bare sige: Det var omfattende sager, den unge dame fandt på...

Kvinden begyndte at forfølge alle ekskærestens familiemedlemmer, venner og bekendte, som hun kunne finde oplysninger om på nettet. Hun oprettede grupper, hvor hun svinede dem til med fornærmelser og ringede til dem døgnet rundt.

Når de fik nok og meldte sig ud af gruppen, oprettede hun straks en ny. I alt lavede hun omkring 50 hadegrupper.

Hun lagde også en intim video af kæresten på nettet, sendte ham et skanningsbillede og påstod, at det var af hende, og at hun var gravid.

Hun fik også lige tid til at smutte omkring og ridse hans bil samt male ting og sager på facaden på hans hus.

Vanskeligt at bevise

Ud over det åbenlyse ubehag er der flere problemer med stalking.

Man skal først have politiet til at tage det alvorligt, og det er vanskeligt at bevise. Selv om man har kendt til fænomenet i mange år, er første deciderede stalkerdom i Spanien først faldet i 2016.

Betjentene fik deres sag for, men det lykkedes dem at finde frem til tolv episoder, hvor der ikke var nogen tvivl. Der var tale om klokkeklar chikane og stalking, og så kunne de skride til anholdelse af den marokkanske pige.

Et finere navn for stalking er nærmest en sygdomsbetegnelse nemlig “chikanesyndrom”, og helt normale er udøverne da heller ikke. I tilfælde som det ovennævnte kommer ofrene faktisk til at frygte for deres liv og må lave helt om på det. Der findes eksempler på, at stalking har ledt til mord.

Risikerer fængsel

Stalking har en strafferamme på op til to år, og alt under to år udløser automatisk en betinget dom, med mindre den dømt har tidligere domme for noget lignende.

Hun risikerer dog også dom for eksempelvis hærværk, så samlet set må vi vente på anklageskriftet for at konkludere, hvorvidt hun ryger bag tremmer, og ekskæresten får en tiltrængt pause.

Og så må man håbe, at den arme pige får noget hjælp. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.