Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vi brevstemmer på Generalkonsulatet i Barcelona (2)

Skrevet af Torben Wilkenschildt, søn, 16/01/2022 - 07:00

Spanien Rundt

Kate & Peters eventyr Spanien Rundt starter i Catalonien, hvor der noget overraskende ligger vulkaner.

Artiklen er skrevet på basis af Kate og Peters egne optegnelser. Vi siger tak for deres velvillighed til at dele deres oplevelser med andre.

I den første del sluttede Kate & Peter i Figueres.

Ruten i denne artikel

18. oktober 2021 Peralada

Vi kom i aftes (søndag) frem til Peralada og fandt en plads på byens camperplads/offentlige parkeringsplads.

Der er afmærket 6 camperpladser, jeg talte 22 campere mandag morgen

Men, ”no problem senor, you can stay whereever you want” Det er en flot modtagelse at få.

Efter en god nats søvn, fandt vi cyklerne frem og tog de 7 km til Figures for at finde et posthus. Kate vil gerne sende nogle selvstrikkede gaver hjem til børnebørn

Vi har for år tilbage set Figures og Dalimuserne mv. Så vi tog en kort gåtur rundt i bymidten og satte kurs mod Paralada igen og frokost. Og lærte, at mandag er mange ting lukket…..så frokost hjemme.

Vi fik derefter set byen som er ganske flot med smalle gader og stræder. Og så er der storke som har reder næsten over hovedet på os, hvor vi bor.

Vi ville have været på vinbesøg på Castellio Peralada. Men på grund af ombygninger er besøg i vinmarker eller vinproduktionen indstillet frem til forår 2022. Så vi må forbi en anden dag.

Over aftensmaden blev vi enige om, at i morgen vil vi at køre lidt ind i landet og har udset os Ripoll som morgendagens mål. Det er en strækning på ca. 85 km.

19. oktober 2021 fra  Peralada til Ripoll

Tirsdag morgen kom vi tidligt af sted og fandt vejen vestpå.
 
Vi stoppede i Besalu, da Kate syntes det så spændende ud på kortet. Og det er et spændende sted. Den gamle romanske adgangsbro med tårn og faldgitter er flot restaureret.

Kate ved broen

Vi gik en tur i den gamle by med mange flotte bygningsværker, fik kaffe på torvet og handlet lidt på markedet. Byen blev i 1966 udset til historisk national ejendom. Og er absolut et besøg værd.
 
Videre mod Ripoll. Men undervejs fandt vi ud af, at i byen Olot er der vulkaner, og dem måtte vi se. Så vi fik drejet af og fundet en parkeringsplads til camperen.

Der er fire vulkaner i byen. Midt i byen ligger Volca del Montsacopa, som vi vandrede op til


Det er svært at se, men når man kommer til toppen går man rundt på den gamle vulkankrans der er 120 m i diameter og kan se ned i krateret, som har en dybde på 12 meter. Denne vulkan er den mest berømte fordi krater og kant er så intakt. Og så er der en god udsigt over byen herfra.
 
Hele området er fyldt med gamle udslukte vulkaner fik vi at vide. Volca del Montsacopa er blot en af mange gamle vulkaner i nationalparken Parc Natural de la Zona Volcanica de la Garrotxa. Så der er sikkert meget mere at opleve.
 
Fra Olot til Ripoll tog vi vej N260a. Det er ikke den største eller hurtigste vej til Ripoll. Men fantastisk smuk.
 
Og så nåede vi Ripoll, som mørket faldt på.

20. oktober 2021 Ripoll 

Som det er ved at være sædvane, gik vi en god tur rundt i Ripoll efter morgenmaden.
Ripoll er, i vores øjne, en ganske almindelig by inde i bjergene. Der er ikke turisme, så der er ikke en masse at se, ud over at gå rundt og nyde gadebilleder, marked mv., som vi synes er ganske interessant. 
 
Vi fik også set klosteret Santa Maria de Ripoll, der er grundlagt i 879.

21. oktober 2021 Generalkonsulatet i Barcelona

I Danmark var der kommunalvalg i november. Og vi ville gerne afgive vores stemme. Så vi besluttede, at inden vi kom for langt rundt, så ville vi besøge Det Danske Generalkonsulat i Barcelona og brevstemme.
 
Så er det gjort og vi skal ikke tænke på at nå til et konsulat i tide senere. Vi havde fået en aftale i stand til om formiddagen.
 
Så det var ”strait forward” til Camping Estrella lige syd for Barcelona uden svinkeærinder…..
 
Vi havde en aftale kl. 10.30 på konsulatet. 22 km på cykel. Google fandt en fin rute til os og så vi satte 1½ time af til turen, det må være ok. Men nej, nej….. der var godt nok mange store rundkørsler, trafiklys hvor vi bare ventede og ventede. Så vi kom næsten en halv time for sent – men det tager man ikke så tungt her i landet ser det ud til.

Vi fik en venlig modtagelse og fik brevstemt til både kommunal- og regionsvalg, dejligt

Vi har tidligere besøgt Barcelona, og med regnskyerne drivende rundt om os, satte vi kursen mod campingpladsen igen. Frokosten fik vi indtaget under en større regnbyge, så det var super godt.

En hyggelig aften på campingpladsen, men i morgen så vil vi altså sydpå – hvor vi tror på bedre vejr 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.