Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vinferie hitter

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 18/09/2018 - 07:00

Mad & Vin Rejser & oplevelser

REJSER & FRITID: Et virkeligt godt glas vin er værd at rejse langt for, og det gør folk da også. Vinturismen bliver stadigt mere populær og indbringende for Spanien.

Der er virkeligt mange grunde til at tage på ferie i Spanien. Selv om turismen som sådan ikke har taget de samme stormskridt fremad som tidligere år, er der et område, der bare lister lige så stille og sikkert fremad: Den såkaldte øno-turismen.

Det fine ord dækker over turisme, der er koncentreret om vin. 

Spanien har verdens største vinareal, og landet har flyttet sig fra at være lidt af et stedbarn i de finere familier Italien og Frankrig, til i dag at have et godt navn blandt vinelskere.

Vinkendere kan lide Spanien

En nylig undersøgelse foretaget af Acevin, Asociación Española de Ciudades del Vino, viser, at vinkendere og -elskere lægger flere penge i Spanien år for år. 

Det seneste år har man registreret en stigning på 3,4 procent i det beløb, en ønolog spenderer på sin passion om dagen.

Hvor en spanier kun punger ud med 45,34 euro om dagen, når han er turist i sit eget land, lægger de, der har næse for gærede druer, 162 euro. 

En ‘almindelig’ turist, der er lige så tilfreds med husets røde, bruger kun 137 euro.

Det skriver Hosteltur.com

Planlægger nøje

Skal man på besøg i bodegaer og på steder, hvor gastronomi og vinkort er i top, planlægger man turen nøje. 

Det er en udvikling, der er i stigning, efter folk har lært at bruge nettet til planlægningen. Det foregående studie af ønologernes vaner viste, at 33,6 procent bare kastede sig ud i det og så, hvad der skete, men nu er procentsatsen ned på 20. De fleste planlægger turen ned til mindste detalje.

Og det er ikke kun drikkevarer, de vinglade ofrer på sig selv. Lidt færre vælger at overnatte flere dage, og til gengæld er de kræsne med hvor. De foretrækker fire-stjernede hoteller, mens hver femte foretrækker overnatning i et hyggeligt landhus.

Og så bruger de selvfølgelig en del penge på at købe en souvenir eller to i flaskeform.

Gengangere

86,8 procent besøger - ikke overraskende - bodegaer, og 56,1 procent har været på en tilsvarende tur tidligere. 

Undersøgelsen viser heldigvis også, at der er stor sandsynlighed for, at de kommer igen, og hele 99,6 procent vil anbefale oplevelsen til andre.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.