Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vores lejemorder snød os!

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 01/07/2019 - 07:00

Krimi og katastrofe

KRIMI: Hvis du har grumset mel i posen, skal du nok ikke bede politiet om at skaffe dig retfærdighed.

Hvis ekskæresten svindler dig og din datter for 60.000 euro, kan man nok godt forstå, at det sætter skub i hævntørsten. 

Måske skal man bare få ham slået ihjel... Måske kan man ligefrem tjene på det?

Det er nok de færreste af os, der kommer så langt ud, men det var tilsyneladende det ræsonnement, en 52-årig kvinde gjorde med sin 20-årige datter i Madrid. 

Sammen udliciterede de “jobbet” til datterens nye kæreste. Han havde nemlig fortalt dem, at han var spion og derfor mand for at ordne den slags sager. 

Lejemorderen skulle selvfølgelig have lidt håndører for arbejdet, men han fortalte de to kvinder, at de 7.000 euro på forskud, han skulle have for sin ulejlighed, ville de få tilbage, når de solgte den myrdedes organer. Nærmest en slags indskud...

Det skriver 20minutos.es

Så langt så godt. Den unge piges kæreste fik pengene, men moderens ekskæreste havde det fortsat fint.

Vi er blevet snydt!

Mor og datter følte sig godt og grundigt snydt, og så meldte de kæresten til politiet for svindel. 

Måske skulle de have tænkt sagen lidt mere igennem, for de kom til at gøre kæresten selskab, da politiet sigtede ham for mordforsøg.

De havde ikke lige regnet med, at det også er en forbrydelse at bestille et lejemord. 

Politiet i Madrid havde en forholdsvis let sag at løse, da mor og datter i deres retfærdige harme også afslørede sig selv. Sammensværgelse til mord tæller som en skærpende omstændighed i den spanske straffelov, og det gælder begge sider - dem, der betaler for et mord, og dem der tager sig betalt for det. 

Ingen ved, om svindleren har snydt andre naive mennesker, men politiet undersøger hans baggrund.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.