Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Rajoy ansvarlig for ulovligheder

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 22/07/2013 - 11:53

Samfund og Politik


Det er ikke sikkert, at Spaniens premierminister tør vise ansigt i forbindelse med afsløring af ulovlig partifinansiering. Men sikkert er det,...

Det er ikke sikkert, at Spaniens premierminister tør vise ansigt i forbindelse med afsløring af ulovlig partifinansiering. Men sikkert er det, at det var hans ansvar - det mener i hvert fald international presse.

 

Mariano Rajoy (PP) vil på et pressemøde i dag i Moncloa-Paladset komme ind på sagen, men vi skal formentlig helt frem til onsdag, før der kommer en beslutning om, hvorvidt han stiller op i kongressen for at afgive forklaring.

 

Pressemøde i eftermiddag

Rajoy holder i eftermiddag en pressekonference med sin rumænske kollega, Víctor Ponta, i forbindelse med den rumænske regeringsleders officielle besøg i Spanien.

 

Under pressemødet vil journalister uden tvivl med alle midler forsøge at få et klart svar på, om premierministeren vil give en forklaring på anklagerne om, at han selv og flere andre top-konservative ledere har modtaget sorte penge i den tid, han var formand for partiet.

 

Socialist-partiets formand, Alfredo Pérez Rubalcaba (PSOE), har sagt, at hvis ikke Rajoy kommer med en gyldig forklaring, vil oppositionen fremsætte krav om en mistillidsafstemning.

 

Men det er ikke kun oppositionspartierne, der ser skævt til Rajoy.

 

Politisk ansvarlig

Det anerkendte britiske tidsskrift ”The Economist” er ikke i tvivl om, at Spaniens konservative premierminister er ansvarlig for skandalen om ulovlig partifinansiering i den periode, han var formand for PP.

 

Mariano Rajoy er som partiformand ”politisk ansvarlig”, skriver det økonomiske tidsskrift i en artikel.

 

”Som formand for PP siden 2004 er landets premierminister politisk ansvarlig for, hvad der er sket i løbet af de fem år, der er gået fra fra 2004 til 2009. Rajoys afvisning af at vise ansigt og give en forklaring på ulovlighederne inden for sit parti er heller ikke med til at styrke tilliden til regeringen”, skriver avisen videre.

 

The Economist henviser også til de påståede telefonsamtaler og sms'er mellem sagens hovedanklagede, Luis Bárcenas, og premierministeren.

 

”Det står klart, at Rajoy leder et parti, der benyttede sig af ulovlig finansiering som en anerkendt praksis blandt partiets øverste ledelse. Hvem tror på Bárcenas, eller på Rajoy? Ingen”, konkluderer avisen i sin artikel under rubrikken: ”Rajoy there!”, med henvisning til det engelske udtryk ”Ahoy There!”.

 

En ny meningsmåling i det spanske dagblad El Mundo viser, at 83 procent af spanierne kræver, at landets premierminister kommer med en forklaring på, hvad der er sket.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.