Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Raser over grænsekontrol

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 05/08/2013 - 10:59

Fly & trafik Samfund og Politik


Striden mellem Spanien og Gibraltar er intensiveret, og nu handler det ikke længere om timelange køer ved grænsen. Den spanske udenrigsminist...

Striden mellem Spanien og Gibraltar er intensiveret, og nu handler det ikke længere om timelange køer ved grænsen. Den spanske udenrigsminister truer med at indføre en afgift på 50 euro for at komme til og fra den britiske klippehalvø.

 

Franco lever!

Forslaget har med det samme mødt voldsomme protester fra lokalstyret på Gibraltar, der sammenligner Spanien med Francos diktatur og kræver den spanske ambassadør i London til samtale.

 

Formålet med afgiften er at ”bremse den ulovlige handel og tobakssmugleri fra Gibraltar, skriver La Sexta.

 

Gibraltar har 30.000 indbyggere. Der bliver årligt solgt 14 millioner pakker tobak, hvilket svarer til at hver indbygger – lille som voksen - skulle ryge 466 cigaretter om dagen.

 

Den spanske regering har flere gange hævdet, at grænsekontrollen er nødvendig for at bremse narkosmugling og ulovlig indførsel af varer fra den britiske klippegigant.

 

Det spanske skattevæsen vil også tjekke de mange selskaber, der opererer på Gibraltar, og de op mod 7.000 ”gibraltareños”, der ejer bolig i Spanien. Myndighederne mistænker, at boligejerne fra klippehalvøen bor og opholder sig i Spanien uden at være registreret.

 

Syv timers kø i heden

Det britiske udenrigsministerium, der varetager klippehalvøens interesser, har nu indkaldt den spanske ambassadør i London, Federico Trillo, til ”samtale” for at løse uoverensstemmelserne mellem de to grænselande.

 

Indkaldelsen kommer, efter at der sidste uge var op til syv timers ventetid for bilister ved grænseovergangen fra Gibraltar til Spanien.

 

Uberettiget og uacceptabelt

De spanske tolderes ”intensivering” af grænsekontrollen betød, at der den 26, 27, og 30. juli opstod flere kilometer kø ved grænseovergangen, og de britiske myndigheder måtte uddele gratis vandflasker til bilisterne, der sat fanget i køen i 30 graders varme.

 

”Fra den 26. til den 30. juli var der lang kø ved grænseovergangen forårsaget af en fuldstændig uproportioneret kontrol foretaget af de spanske toldmyndigheder”, lød kritikken i en meddelelse fredag fra det engelske udenrigsministerium.

 

”Forsinkelserne er uberettigede, uacceptable og hører ikke til i en grænseaftale mellem to EU-lande”, raser udenrigsministeriet videre.

 

Saboterer fiskeri

De spanske myndigheder gør opmærksom på, at Gibraltar ikke er en del af Schengen-aftalen, og at der derfor ikke er krav om fri adgang - hverken for personer eller varer.

 

Konflikten er blevet optrappet, efter at Gibraltar-registrerede slæbebåde droppede 70 betonblokke i havet ud for klippeøen forrige uge. Aktionen ses fra spansk side som et forsøg på at forhindre spanske fiskerbådes fiskeri i området og besværliggøre Guardia Civils patruljering, skriver online-avisen Público.

 

Spaniens miljø- og landbrugsminister, Arias Cañete, har udsendt en officiel klage over lokalstyrets ”krænkelse af flere miljølove”, som igen har forårsaget ”alvorlige skader for spanske trawlere”.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.