Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Rema-konge ER sigtet

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 20/10/2011 - 12:00

Krimi og katastrofe


I vores første artikel om Odd Reitan skrev Spanien i Dag, ”Norsk Rema-konge sigtet i Marbella”. Det protesterede Reitangruppen over, og i g...

I vores første artikel om Odd Reitan skrev Spanien i Dag, ”Norsk Rema-konge sigtet i Marbella”. Det protesterede Reitangruppen over, og i går bragte vi Reitangruppens side af sagen under overskriften ”Rema-boss er ikke sigtet”. Men det er han altså...

 

Til Spanien i Dag skriver Reitangruppens danske kommunikationsrådgivere, at der er sket en misforståelse i oversættelsen fra norsk til dansk, at Reitangruppen er med på, at Odd Reitan ER sigtet, men det er vigtigt for dem at understrege, at han IKKE er tiltalt. Samtidig beklager de fejlen.

 

Netop forskellen på ”sigtet”, ”tiltalt”, ”anklaget” er begreber, der ofte rodes lidt rundt i. Sigtet kan bedst forklares med ”mistænkt”, og denne fase ligger allerførst i et undersøgelsesforløb af en eventuel lovovertrædelse.

 

Hvis man er tiltalt eller anklaget, er undersøgelserne foreløbigt tilendebragt eller i hvert fald er et forløbigt anklageskrift udarbejdet med henblik på retssag.


Spørgsmål til Reitangruppen

Efter Reitangruppens fremstilling af sin side i går, stillede Spanien i Dag følgende spørgsmål til Reitangruppen:


Spørgsmål: Er det korrekt, at villaen i Sierra Blanca var udbudt til 9,5 mio. euro, blev nedsat til 9 mio. euro og at denne pris var eksklusive inventar og andet løsøre?

Svar: Nej, 9 mio. Euro var totalprisen for ejendommen, møbler og antikviteter.


Spørgsmål: Ifølge Dagbladet El Pais' oplysninger blev prisen i skødet fastsat til 3,5 mio. euro. Var det i 2004 markedsprisen for en villa med et boligareal på 1.582 m2 på en grund på 4.389 m2 i den eksklusive urbanisation?

Svar: Det ved vi ikke. Det, Odd Reitan forholdt sig til i 2004, var den totale købesum for ejendommen, huset, indbo og antikviteter.

 

Spørgsmål: Er det forkert, at det spanske skattevæsen har afsløret, at der er betalt 5,5 mio. euro i ”b-penge”?

Svar: Endnu ikke modtaget

 

Spørgsmål: Reitangruppen har overfor os oplyst, at Odd Reitan's fremmøde i retten i Marbella den 8. september 2011 drejede sig om en ”teknisk skattediskussion”. Er det forkert, at der reelt var tale om en afhøring, og at dommeren, Gonzalo Dívar, mistænkte Odd Reitan for afgiftsunddragelse i forbindelse med købet af villaen?


Svar: Odd Reitan er ikke tiltalt for noget, og der er ikke fremsat noget skattekrav mod ham.
Det er ikke rigtigt, at vi har oplyst om, at det var en ”teknisk skattediskussion”. Det, vi har sagt, er, at dette var en forundersøgelse, og at vi opfatter ”hele sagen til at være en teknisk skattediskussion”.

Det, Odd Reitan efterforskes for, er, om han skulle have betalt formueskat fra 2004-2007 til Spanien.

Odd Reitan har betalt formueskat for sin ejendom i Spanien til Norge i alle årene. Yderligere beskatning i Spanien fører til dobbeltbeskatning, som er i strid med skatteaftalen mellem Norge og Spanien. Vi har forstået det sådan, at de spanske myndigheder mener, at ejendommen måske burde være privatejet i stedet for selskabsejet, og hvis det er sådan, må Odd Reitan betale 148.000 Euro. pr. år fra 2004-2007. Dette er en teknisk skattediskussion.

I forhold til eventuel dokumentafgift i forbindelse med købet i 2004, er dette forældet uanset – men siden sælger af huset efterforskes, måtte også Odd Reitan svare i forhold til dette i forundersøgelsen.


Er forældelse korrekt?

Spanien i Dag har spurgt advokat Javier García León, Fuengirola, om det er korrekt, at en eventuel afgiftsunddragelse i forbindelse med et ejendomskøb har forældelsesfrist.

Og det er korrekt. Der er en forældelsesfrist på fire år – MED MINDRE myndighederne har sendt en 'notificación' (meddelelse) inden forældelsesfristens udløb. Sker det, forlænges forældelsesfristen med fire år fra det tidspunkt, hvor meddelelsen – eller meddelelserne – er sendt.


Spanien i Dag søgte i går at få afklaret korrektheden af, hvorvidt Odd Reitan er sigtet, blandt andet ved henvendelse til det norske konsulat. Her måtte man imidlertid ikke udtale sig om personspørgsmål.
 

Læs de foregående historier:

Norsk Rema-konge sigtet i Marbella

”Rema-boss er ikke sigtet”
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.