Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Sánchez møder Von der Leyen i Bruxelles og beder om forhøjet pres på Israel

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 29/05/2025 - 07:00

Samfund og Politik

Det er første møde mellem dem siden den nye Kommissions tiltræden.

De talte også om Trumps toldsatser og om forbedring af el-systemets sammenhæng.

Mødet, som Sánchez har betegnet som frugtbart, blev ikke efterfulgt af en pressekonference, men Moncloa (Spaniens regeringskontor) har offentliggjort en erklæring om de drøftede emner. Blandt andet har Sánchez givet udtryk for Spaniens støtte til Kommissionen i toldforhandlingerne med Donald Trump og understreget behovet for at udvide de elektriske forbindelser mellem den Iberiske Halvø og resten af Europa. Det sker én måned efter den landsdækkende strømafbrydelse, der efterlod halvøen uden elektricitet.

Mødet i går er det første, siden den nye Kommission tiltrådte. Sánchez mødte Kommissionens udøvende viceformand og tidligere minister i hans regering, Teresa Ribera.

Større pres på Israel

Sánchez har overfor Von der Leyen udtrykt sin ekstreme bekymring over den humanitære katastrofe i Gaza.

Over 54.000 mennesker er omkommet i de israelske angreb på Gaza-strimlen, og humanitær hjælp når stadig ikke hele befolkningen, som er på randen af hungersnød.

Premierministeren bad om at forhøje presset på Israel for at stoppe deres ulovlige invasion. For at opnå dette har Spanien anmodet om suspension af EU’s samarbejdsaftale med Israel og indførelse af sanktioner, herunder en våbenembargo.

Ursula von der Leyen har i en meddelelse på sociale medier forklaret, at den humanitære krises situation er uacceptabel. Humanitær hjælp skal nå ud til dem, der har brug for den, øjeblikkeligt og i den nødvendige skala.

Von der Leyen rejste til Israel for at vise sin fulde støtte til premierminister Benjamin Netanyahu efter angrebene den 7. oktober 2023 – uden at rådføre sig med EU’s medlemslande – og indtil i forgårs tirsdag havde hun været meget forsigtig i sin kritik af Gaza-krigen.

Spanien har derimod været et af EU’s mest kritiske lande over for Israel og har sammen med Irland ført an i anmodningen til Kommissionen om at revidere den gensidige samarbejdsaftale. Mødet denne onsdag falder netop sammen med årsdagen for Spaniens anerkendelse af Palæstina som stat.

- Spanien vil fortsætte med at forhøje stemmen, stærkere end nogensinde, for at stoppe det massedrab, som verden i dag er vidne til, skrev Sánchez på sine sociale medier onsdag før mødet med Von der Leyen.

Forpligtelse over for Ukraine

I den anden internationale konflikt, som de to ledere drøftede – Ukrainekrigen – understregede Sánchez Spaniens forpligtelse til at forsvare dette land og Europas østflanke.

Ifølge Moncloa-erklæringen har de gennemgået EU-initiativer for at styrke kontinentets sikkerhed og global stabilitet på forsvarsområdet.

Sánchez mindede Von der Leyen om, at Spanien har over 3.000 soldater udstationeret i internationale missioner, og at landet allerede investerer næsten ti gange mere end NATO-gennemsnittet i fredsbevarende operationer.

Han har også understreget nødvendigheden af at nå udgiftsmål, der er forenelige med de 27 EU-landes sociale, miljømæssige og multilaterale forpligtelser.

Den spanske regering har forpligtet sig til at nå 2 procent af BNP i militærudgifter uden at reducere de sociale udgifter, men NATO kræver, at beløbet stiger til 5 procent. Von der Leyen bød forpligtelsen til at øge forsvarsbudgettet velkommen.

Støtte i toldforhandlinger med Trump

Sánchez har givet sin støtte til Kommissionsformanden i forhandlingerne med USA om en toldaftale, for at undgå en handelskrig.

Ifølge Moncloa har premierministeren gentaget nødvendigheden af at opretholde et EU-svar baseret på enhed og gensidighed.

USA’s præsident, Donald Trump, annoncerede 50-procents told på europæiske varer, men trak senere tilbage og suspenderede toldsatserne under forhandlingerne.

Kan måske også interessere dig

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.