Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

SAS åbner nye Spanien-ruter

Skrevet af , ons, 14/05/2014 - 09:48

Fly & trafik


Danske flypassagerer får noget at glæde sig over. Mere konkurrence er lig med billigere billetter, og SAS tager nu for alvor kampen op mod Nor...

Danske flypassagerer får noget at glæde sig over. Mere konkurrence er lig med billigere billetter, og SAS tager nu for alvor kampen op mod Norwegian og Ryanair med tre nye, direkte ruter til Spanien fra Billund, Aalborg og København.

 

SAS har åbnet for salget til to nye ruter fra Billund og Aalborg til Málaga på den spanske solkyst - samt en rute fra København til Las Palmas.

 

Det er første gang, det bliver muligt at flyve med SAS på ferieruter i vinterhalvåret fra de jyske lufthavne. SAS vil flyve i jule- og nytårsperioden fra 20. december til den 3. januar og igen fra 1. februar til den 28. marts.

 

Allerede en succes

- Allerede nu kan vi se, at de jyske rejsende har taget rigtig godt imod vores premiere på sommerferieruter fra Aalborg og Billund. Derfor er vi glade for nu også at kunne tilbyde en feriedestination i vinterprogrammet, siger SAS-koncerndirektør med ansvar for ruteudvikling, Joakim Landholm til check-in.dk.

 

Stigende rejselyst til sydens sol er formentlig også årsag til, at SAS åbner en rute fra København til Las Palmas med en ugentlig afgang i peroden 1. november til 28. marts. Dermed går SAS i direkte duel med Norwegian på flyruten til De Kanariske Øer.

 

Generelt kommer SAS til at prøve kræfter med både Norwegian og Ryanair. Det norske lavprisflyselskab flyver i forvejen hver lørdag og søndag fra Aalborg til Málaga.

 

Hård konkurrence

Mest interessant ser det ud på ruten fra Billund til Málaga, hvor konkurrencen med Ryanair bliver hård. Det irske selskab har fem ugentlige afgange i vinterhalvåret. Lavprisgiganten har indsat sit 189-sæder store Boeing 737-800 fly direkte fra Billund til den spanske solkyst.

 

Det giver 1.890 sæder om ugen, mens SAS triller ind på banen med højst 396 sæder.

 

34 ruter til Spanien

- Vi oplever, at der er stor interesse for de spanske feriedestinationer i vintermånederne, derfor åbner vi flere direkte ruter til Spanien fra skandinaviske lufthavne. SAS har flere destinationer og afgange end noget andet skandinavisk flyselskab, og vi fortsætter med at udvikle rækkeviden af vores service til kunderne, siger SAS-koncerndirektør med ansvar for ruteudvikling, Joakim Landholm i en pressemeddelelse.

 

SAS-ruten mellem København og Barcelona er i samme omgang blevet forlænget til også at dække vinterhalvåret.

 

SAS åbner i alt syv nye ruter fra skandinaviske lufthavne. København-Las Palmas, Aalborg-Malaga, Billund-Malaga, Göteborg-Geneve, Bergen-Las Palmas, Oslo-Hamburg and Oslo-Vilnius.

 

Åbningen af de nye ruter gør, at SAS nu er oppe på i alt 34 ruter fra Skandinavien, der flyver til syv destinationer i Spanien.

 

Nye SAS-ruter fra Danmark:

København-Las Palmas: 1. november, 2014 til 28. marts, 2015, afgang lørdag

Aalborg-Malaga: 20. december , 2014 til 3. januar, 2015 og 7. februar til 28. marts, 2015, afgang lørdag

Billund-Malaga: 20. december , 2014 til 3. januar, 2015 og 7. februar til 28. marts, 2015, afgang lørdag

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.